Nedlæg kulturministeriet

Vi har vist fået en ny kulturminister, som skulle hedde Jakob Engel-Schmidt. Han er blevet kastet efter resterne af Venstre som et ben at gnave på i regeringen og hentet ind fra sit eksil i bad standing, fordi han kørte bil med kokain i blodet.

Det kan ske for de bedste – bummer – og det er sådan set en ok forudsætning for at tage sig af kulturlivet, der flyder med præstationsfremmende stoffer fra cykelsporten til balletten på Det kongelige Teater og guldøllene på Mojo Blues Bar. Hellere det end en velmenende djøffer, som får et nervesammenbrud over cirkusset, men indtil videre er der ikke kommet et pip fra ham.

Hvis jeg må stille med et forslag, kunne ministeren for det hele gøre det samme gældende for andre som for sig selv og starte med at genansætte en af vores bedste producenter, der blev fyret fra sin stilling som konsulent i Filminstituttet. Han var så gavmild, at han ikke kun smed penge efter en dokumentar om ingenting, men tilbød en bane coke – og stikkeren solgte ham til stanglakrids som tak i en artikel i filmmagasinet EKKO, der ikke følte sig for fine til at bryde privatlivets fred.

Det ville være en passende gestus fra et ministerium, som efterhånden ikke tjener noget som helst formål. Jeg har vitterligt gjort mit bedste for at glemme ved hjælp af opløsningsmidler – og om noget kulturpolitikken de seneste mange år: glem den.

Jytte Hilden tiltrådte med ordene i 1993: ”Jeg har det med sport, som jeg har det med porno. Det er sjovere at være med end at være tilskuer” – og udpegede en formand for tonekunstudvalget i Statens Kunstfond under overskriften: ”Nye boller på suppen.” Han kunne ikke læse noder.

Til gengæld stod hun for opførelsen af Den sorte diamant, der erstattede bogsamlingen med driftsomkostninger. Det kongelige bibliotek blev til en rulletrappe uden lånere og endnu en cafe og butik med souvenirs til turister – og man kunne ikke udfylde andet end et girokort i det postkontor, som skulle gøre det ud for en læsesal.

Men hey, Aqua kørte op og ned ad rulletrappen til lanceringen af deres andet – og sidste – album. Det er mere end man kan sige om det, som fulgte efter. Den unge, konservative løve indtog kulturministeriet: Brian Mikkelsen!

Han regerede i samfulde syv år under Anders Fogh Rasmussen, der følte sig mindreværdig og ekskluderet fra de andres fest og omsider kunne gøre op med sine plageånder i form af ”smagsdommeriet”.

Det var en tilpas abstrakt størrelse til at rumme alt fra et bedrevidende, akademisk ”ekspertvælde” til en smal elite af meningsdannere, der ikke repræsenterede flertallet af befolkningen, men var toneangivende i medier og kulturliv, øv!

Han kendte tydeligvis ikke oplagstallet på Familie Journalen, men nu kunne det være nok – og statsministeren blæste til kulturrevolution som en anden Formand Mao, der sjovt nok også ville henrette alle dem med briller.

Anders Fogh Rasmussen havde ikke desto mindre bestemt sig for at holde festtalen til prisuddelingen af De Gyldne Laurbær, som gik til den kronjyske roman ”Mærkedage” af Jens Smærup Sørensen i 2007.

Selvfølgelig havde han det, hvis det kunne kaste glans over ham som alfabetiseret Venstrebonde med kæbespændinger. Han fik lejlighed til at læse sit partiprogram op i fjendeland, og jeg kunne ikke modstå fristelsen at kommentere det i en eller anden avis.

Det havde jeg øjensynlig gjort så effektivt, at der stod en høj, tavs mand i sort jakkesæt bag mig under hele middagen. Han var fra PET. Om han ville have en gin og tonic? Jeg forsøgte at få ham til at sætte sig ned og hygge sig lidt, når han nu alligevel måtte tilbringe aftenen i mit selskab, men det var umuligt at kvæste et ord ud ham.

Jeg ville ellers gerne have spurgt ham om terrortruslen fra ”smagsdommeriet”, og måske gik jeg amok og smed prosa efter statsministeren og gjorde ubodelig skade på hans liv og lemmer og udødelige sjæl?

Brian Mikkelsen var en tro lakaj for dem, som gav ham taburetten, og regeringen havde Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. Fra det øjeblik holdt kulturpolitikken op med at være andet end symbolpolitik i hænderne på en festtaler, der fisker efter stemmer – og helst dem, der er flest af og ønsker kunstnertyperne hen, hvor peberet gror.

Sankt Brian bragte det til at kanonisere en dansk nationalkultur, der var truet af onde kræfter. ”Rør ikke ved min gamle jul!” som Pia Kjærsgaard udbrød i sin velsignede uvidenhed om, at intet kunne være mindre dansk end den, fordi det meste er importeret fra Tyskland.

Det gav fast udvalgsarbejde i årevis til nøjagtigt dem, som ellers var toppen af poppen i ”ekspertvældet” og ”kultureliten” og skulle komme op med en hitliste og top ti over det mest danske af alt inden for samtlige ressortområder lige fra musik til arkitektur.

Undskyld mig, men det svarer til identitetsdannelsen i puberteten, der udgrænser sig ved at foretrække Eminem frem for Wu-Tang Clan, og hvis det stod til den nationalkonservative kanon, ville ”Det siger Blip-båt” være det sidste, du hører, mens et flashback passerer for dine øjne i 24 afsnit af Matador.

Kulturpolitikken blev til en identitetspolitik, der skulle samle befolkningen om stegt flæsk med persillesovs som nationalret i stedet for at beskæftige sig med en praktisk livssammenhæng som for eksempel ansættelses- og arbejdsvilkårene i virkeligheden.

Samtidigt udviklede opgøret med ”smagsdommeriet” sig til en aktiv bekæmpelse af det, som ministeriet var sat i verden for, og vi fik en perlerække af kulturministre med en dagsorden fra helvedet.

Uffe Elbæk kiggede kort forbi for at ville frigøre midler ved at nedlægge Sjællands Symfoniorkester og bruge dem på en blanding af mimere i cirkusskolen og fadøl i ”de små spillesteder”. Bertel Haader kørte sin grønthøster over det hele med årlige nedskæringer på 2% under mottoet ”Mere kultur for færre penge!” Lidt svært, når honoraret er en lampe i museumsbutikken for din udstilling på ARoS.

Alting gik op i en højere, uhellig enhed med Bonnie and Clyde i skikkelse af Mette Bock fra Liberal Alliance som kulturminister og Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti som hendes sidekick. De var rørende enige om, at enhver offentlig krone til kulturlivet var en krone for meget, og Danmarks Radio kunne ikke blive lukket hurtigt nok.

Den skulle tømmes for public service funktioner ved at privatisere koncerthuset og lægge symfoniorkesteret og ensemblerne ind under Det kongelige teater. Det mislykkedes, men strandhugsten på et trecifret millionbeløn sørgede for, at vi ikke har set synderligt til satire fra den kant siden.

Kunstfoden rystede i bukserne over at skulle blive slået til atomer i en masse mindre lokaludvalg for at imødegå prioriteringen af en sammenspist elite i hovedstaden, selv om intet tydede på det i fordelingen af støttekroner, tvært imod.

Det gjorde dog, at jeg for første og eneste gang nogensinde hørte fra Kunstfonden, og selveste formanden ringede mig op!

Han kunne fortælle, at de havde hyret reklamebureauet Stupid (ja!), som havde arbejdet med deres kerneværdier og markedsposition. De manglede bare, at det blev formuleret i en oneliner, som naglede det.

Derfor ville de gerne invitere på middag til en workshop med bøf og god rødvin sammen med Slots- og Kulturstyrelsen, hvor jeg kunne hive det ud af ærmet, som deres bureau var ude af stand til at levere for et ukendt millionbeløb.

Mine ører var ved at falde af. For ikke nok med, at jeg forgæves har ansøgt om et arbejdslegat i årtier, fordi tekstforfatteren fra reklamebranchen ikke lever op til litteraturudvalgets kriterier for kvalitet, som det hedder i afslaget.

Kraftedeme om de ville have mig til at redde deres røv af angst for Bonnie and Clyde, der havde rettet blikket mod dem som de næste i rækken. Vel at mærke gratis som altid: ”Mere kultur for færre penge!” Yeah, right.

De fik den analyse vederlagsfrit, at ingen forhåbentligt opdagede omgangen med offentlige midler, som var tiltænkt andre end dem. Kunstfonden var ikke til for at brande sig på et marked – eller rettere legitimere sin eksistens over for Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – men skulle bare gøre deres job som embedsmænd i funktion.

Der var ikke noget i vejen for, at de gik hjem fra middagen med en spidsvinklet formulering, der betød nøjagtigt det. Og jeg kostede 50.000 kroner i timen, hvilket var billigt sluppet i betragtning af, at det ville tage mig et par minutter, skål!

Kunstfonden ringede aldrig tilbage, men de fulgte mit råd og lagde det ned. Godt for dem og endnu bedre for Stupid: Money for nothing.

Hvis Socialdemokratiet ville gøre sig forhåbning om at genvinde regeringsmagten, var de nødt til at duplikere populismen, som gav pote i stemmeboksen. Det gjorde de så som Dansk Folkeparti version 2. Det gjaldt både for udlændinge- og kulturpolitikken. Alle de andre var enten fremmede og kriminelle eller levede af kunststøtte på bekostning af velfærdsstaten uden at bidrage med en pind.

Henrik Sass Larsen skrev deres manifest med Suzuki-Torben i Køge og pissede på provinsen for at redde den med klassehad. Folket ville have revyer, banko og håndbold i modsætning til kulturborgerskabet i hovedstaden, der tilranede sig skattekronerne for at rasle med perlekæder af Den kongelige ballet.

Den største bedrift var at blive af med Radio24syv, fordi Den korte radioavis overskred grænserne for satire ved at udlevere hans privatliv, og Kristian Thulesen Dahl fik hvisket i øret midt under medieforliget, at han kunne sende radioen ad helvede til med kravet om, at redaktionen skulle ligge over 110 kilometer fra København. Gys i karry!

Mette Frederiksen blev inviteret i operaen og bekendte, at hun nok ikke vendte tilbage foreløbigt, og udnævnte en stakkels borgmester fra Roskilde til kulturminister: Joy Mogensen.

Det var sikkert ufrivilligt, men genialt, at hun erklærede sin kærlighed til Absolute Music 2 og udløste en shitstorm, hvor hele banden klædte sig af i forargelse og blotlagde det hierarkiske kulturliv. Hvorfor brokke sig over ”Steam” af Peter Gabriel i forhold til en gryde af atonale toner, som ikke engang komponistens mor gad høre på?

Så kom regnen og skyllede Peter ned, og Coronaepidemien lagde en gang for alle kortene på bordet. Joy meldte ud, at det var upassende at beskæftige sig med kulturlivet – situationen taget i betragtning – og ville blot skabe mere ondt blod i befolkningen.

Nedlukningen tog brødet ud af munden på kokkene og musikerne, skuespillere, foredragsholdere og hvem nu end, der levede af et publikum. Producenter måtte gå fra hus og hjem, og Nordic Rentals mistede en omsætning på 60 millioner kroner bare på udlejningen af udstyr til aflyste koncerter for slet ikke at tale om Tuborg, der gjorde noget ved musikken i baren.

 Kulturministeriet nossede sig omsider sammen til at komme med en hjælpepakke og fandt ud af, at de færreste i ”kultureliten” levede op til kravet om en minimumsindtægt på 15.000 kroner om måneden. For symbol- og identitetspolitikken havde selvstændiggjort sig i en sådan grad, at de ikke længere havde en ide om forholdene i deres eget ressortområde – og det var over and out.

Det sidste man hørte fra Dansk Folkeparti, inden klimavalget tog livet af dem, var deres filmudspil, som endda rimede: ”Mindre Lars von Trier, mere Far til Fire”, og Alex Ahrendtsen vendte hjem til Fyn og forsøgte at blive genvalgt med smørrebrød. Det skulle laves af jomfruer, som talte dansk.

Mette Frederiksen lagde låg på bøvlet i Kulturministeriet ved at erstatte Joy med en perfekt djøffer, som kunne glide af på hvad som helst uden at give udtryk for noget. Hun er nu blevet beskæftigelsesminister, og hvis jeg må stille med et forslag, kunne hun passende starte med at beskæftige sig med arbejds- og ansættelsesforholdene i kulturlivet.

For min skyld kan de nedlægge kulturministeriet i morgen og lægge fordelingen af bundne midler til vores institutioner under finansministeriet og lade erhvervsministeriet tage sig af de professionelle kunstnere uden at skulle stå model til, at en amatør som Alex Ahrendtsen melder sig på banen igen i Genstart på P1: ”Kulturelitens lort på dåse”. Det kan du selv være, baby.