Foredrag

Hvilke værdier er det, som indretter vores liv og samfund og driver udviklingen mod en grænseløs vækst, hvor det handler om effektivitet og produktivitet og gevinst: hurtigere, lettere, billigere, bedst?

Alting skal være nødvendige midler til det rationelle mål i form af et udbytte og bringes på vareform – naturen og mennesker og vores børn – og hvis det ikke er nødvendigt, er det overflødigt og irrationelt: værdiløst.

Det bliver skåret væk og sparet væk og henvist til randen af samfundet. Om det er børn, som bliver anbragt i vuggestuer, børnehaver, institutioner, fordi de bare kommer i vejen, når forældrene skal ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Eller ældre, som koster mere end de producerer. Og ve den, som ikke kan bruges til noget af den ene eller anden grund – måske er du syg, eller endnu værre, dum: End of story.

Men kan effektiviseringen og centraliseringen virkelig … betale sig? Man kommer aldrig til at spare det i driftsomkostninger, som det kostede at bygge megainstitutionen, men det er to forskellige budgetter. Hvor mange konsulentbureauer har Moderniseringsstyrelsen hyret til millioner af kroner for at fyre en pædagog her og social- og sundhedsassistent der? Og hvad er de menneskelige omkostninger? De tæller ikke med i noget regnskab.

Handler det om at nå direkte frem til målet – eller vejen? Er tiden, du sparer, virkelig mere værd end tiden, du vinder ved at … give dig tid? Er det os, som er herre over udviklingen, eller er det udviklingen, som bestemmer over os ud fra en instrumentel, økonomisk fornuft?

Kan man forestille sig, at det bliver vendt på hovedet, hvor økonomien bliver til det, som den er – nemlig midlet – og samfundet bliver indrettet efter menneskelige, moralske og æstetiske hensyn, som er målet?

Book foredrag

Det danske sprog er et orkester – og du er dirigenten. Hvordan skriver – og taler – man, så nogen gider høre på det? Det er sammenhængen, som bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert – og sproget ændrer sig alt efter, hvem man henvender sig til med hvilket budskab.

Det er ikke altid dårligt at tale i klicheer. De skaber gensidig forståelse og fællesskab. Flyselskaber og banker og finansministre gør bedst i at holde sig til sagen, kedeligt og nøgternt. Kreativitet er ikke altid en dyd.

Omvendt kan der være grund til at give den gas – og benytte sig af alle tangenter. Debatindlæg skal være skarpe og pointerede for at nå deres mål. Nogle gange er overskridelsen det rette middel for at vinde gehør: Skandalen er berømmelsens mor – og benzinen bag viral deling.

Men hvordan skriver man i det hele taget godt? Ved at have en ide med det – og rette noget dårligt. Det gælder for tekstforfattere og informationsmedarbejdere og journalister, som det gælder for skønlitterære forfattere – og hvad med et crash-kursus fra én, der har været gennem hele møllen fra Corporate Image Prisen til De gyldne Laurbær?

Book foredrag

Virksomheder gør det, og alt fra produkter og offentlige personer gør det: Brander sig selv. Men hvad er branding, og hvordan fungerer det, hvis man kaster et blik på mekanismen, der forvandler hvad som helst og hvem som hest til en mærkevare, der betyder mere og andet end sig selv? Du kan lære det her fra én, som har udformet globale kampagner for B & O og Bodum og brandet den ene virksomhed efter den anden.

Tuborg gør noget ved musikken! Gør den virkelig, eller er øl ikke bare øl? Vågner du op med en afklædt skønhed på en palme-ø efter en bid af en Bounty-bar? Og bliver du mon til en vinder med et par Nike Air: ”Just do it?” En sko er en sko og ikke Michael Jordan.

Du bliver taget til fange af et system, der sælger dine følelser og fantasier og værdier og din egen identitet i omvejen over produkter, hvor du selv har lagt alt det i dem, som får dig til at køre kortet igennem ved kasse 1. Men du kan også blive fri for det.

Book foredrag

Alting har en lyd. Du skal bare banke på, og øret går op: ”kling” – et glas. For hørelsen er ikke som synet, der gør dig til en tilskuer på afstand. Tingene slår en tone an, og du svinger med.

Lyden går direkte ind og rammer de ældste dele i hjernen – instinkter og drifter – og spiller på vores følelser som et strengeinstrument. Og det er følelserne, som bestemmer vores opfattelse af det, vi ser – og vores reaktioner og adfærd: godt eller ondt, lyst eller angst, flugt eller fred?

Det er hørelsen, som forankrer os og gør, at vi føler os tilstede her og nu, som om der er hul igennem. Måske er det derfor, at det hedder at høre til? Stedet og nærværet er lyd, og stemmen bor i dit øre og giver dig oplevelsen af at være ét med dig selv.

Det mest stille rum ligger i Minneapolis, hvor Orfield Laboratoriet har bygget et såkaldt anekkoisk kammer, der absorberer enhver lyd. Efter tredive minutter er det ikke længere muligt at opretholde realitetsprincippet – og du begynder at hallucinere og bryder sammen og aner ikke længere, hvor eller hvem du er.

Vores virkelighed er stemt og tonet, og musik er den højeste form for organiseret lyd, hvor den bliver til sprog. Den artikulerer dine følelser, som giver tingene betydning, ellers ville alt være ens.

Det er musikken, som fortolker film for dig og fortæller, hvordan du skal opfatte noget af bare spænding – og stumfilm havde brug for klaverledsagelsen for ikke at være et rædselsscenarie af meningsløse gebærder og forkrampede ansigter i et mekanisk museum.

Musikken gør os trygge og vugger os i søvn som barn – og trøster os, når vi er bange og ensomme, og beskytter mod alt ondt. Den lindrer smerten og hjælper os til at glemme den og huske din lykkeligste tid. Den får os til at græde af glæde og græde i sorg – og endda til at gå i krig. Den bringer os sammen i et kor. Vi synger til fødselsdag, jul og nytår. Den bevæger os til fest, og vi danser med.

Det er fuglekvidderet i tryllefløjten, som tryller liv frem på planeten og drejer rundt med den på pladespilleren – og uden musik ville den være en død sten i universet.

Book foredrag

Digitaliseringen breder sig i samtlige aspekter af livet og indoptager virkeligheden. Men hvad gør det ved os? Vores omgang med hinanden – og vores børn, som vokser op med skærmen? Vores dagligdag med ubemandede biblioteker, ubemandede stationer, ubemandede supermarkeder – og vores forhold til samfundsinstitutioner og virksomheder i det ubemandede liv.

Hvor mange banker har en åben filial med kasse til kontanter? Og hvor mange har ingen netbank? Hvordan vil du købe en flybillet uden? Og betale for noget som helst? Eller henvende dig og måske klage over et eller andet til … hvem?

”Du er nu nummer 73 i køen. Du er nu nummer 74 i køen. Vent venligst.” Du venter forgæves, mens livet går med dåsemusik, der er lavet af AI. Der er ingen i den anden ende. Den personlige kontakt er forsvundet og erstattet af automatiserede processer, hvor algoritmerne bestemmer – og du har intet at skulle have sagt.

Hvor mange blev glemt i den nationale samling under Coronaen – og var ikke omfattet af beredskabsplanen, fordi de ikke var digitaliseret? 100.000 mennesker bankede på glasdøren til fællesskabet. Og den var lukket.

Vores liv hænger i en tynd, digital tråd. Klip den over – og ingen hører dig skrige, når du falder i afgrunden.

Der er 300.000 klinisk ensomme mennesker i Danmark. Og på trods af de sociale medier er flere mere ensomme end nogensinde før. Det er en tilstand, som koster dig ti år af din livsforventning: du dør af det – og vores forbrug af antidepressive midler – lykkepiller – og selvmordstatistik er blandt de højeste i verden.

Vi skal ikke langt tilbage i tiden, før det at være alene var en luksus for de få. De fleste havde ikke nogen dør, som de kunne lukke bag sig, og sov sammen med dyrene i stalden og sked sammen og endte i en anonym massegrav.

Det begynder at ændre sig med Reformationen, som inderliggjorde den kollektive kirke i et personligt gudsforhold, og slog igennem ved Den franske revolution. Den gjorde enkeltindividet med borgerlige rettigheder og økonomiske egeninteresser til grundlaget for samfundet. Vi fik kirkegårde med navngivne enkeltgrave og toiletter for os selv: ”Privé”, som det hedder – og fængsler med isolationsceller opdragede afvigere til selvdisciplin.

Vores samfund har siden taget udgangspunkt i forestillingen om det private enkeltindivid, der er følelsesmæssigt og økonomisk selvbærende og selvbestemmende og iøvrigt indgår i relationer med andre i sit såkaldte ”sociale netværk”.

Det udspiller sig tydeligt under højtiderne i december. De udgør forskellige grader af ”forskelsbenægtelse” – og det vil sige, hvor tæt man er forbundet med hinanden. Julen er den andægtige enhed med dem, som står dig nærmest: familien – og identitet. Nytår bliver fejret med fint tøj og champagne og fest – og dine venner, som udgør dine sociale forbindelser. Og endelig er julefrokosten din plads på arbejdsmarkedet, hvor du beviser din loyalitet som firmaets mand og kvinde ved at gå op i fælles, sanseløst druk.

Hvis du er alene juleaften. Og ikke er inviteret til nytårsfest. Eller deltager i en julefrokost på arbejdspladsen. Så er du fucked.

Men det kunne være, at samfundet bygger på en forkert opfattelse af, hvad det er, som gør os til mennesker – og hvordan vi bliver til det. For det starter ikke med os selv som et enkeltindivid – tvært imod – og alting kommer udefra. Dit sprog og din adfærd og dine værdier og forestillinger om tingene er alt sammen socialt formidlede størrelser fra det øjeblik, hvor du slår øjnene og ørerne op.

Hvad med at tage udgangspunkt i relationen og fællesskabet i stedet for et isoleret individ, som ikke findes ud over personnummeret? Måske ville der være færre ensomme i Danmark.

Guldlok-princippet er den seneste teori inden for adfærdspsykologi og kognitionsforskning. Den går ud på, at vi ikke handler EFTER et sanseindtryk og fortolkningen af det, som udløser en reaktion. Det tager simpelthen for lang tid – og du er blevet spist af tigeren for længst.

Tvært imod fungerer hjernen som en krystalkugle, der spår om fremtiden – og handler ud fra en forudsigelig og forventet virkelighed på grundlag af tidligere erfaringer. Vi skaber sikkerhed og kontrol for at overleve i vores omgivelser ved at tilpasse os til dem – og retter på forkerte antagelser, når de bliver brudt, fordi du gik over for rødt.

Det hedder ikke klog af skade for ingenting, og måske skulle nulfejlskulturen tage ved lære af det. Vi bliver belønnet med en ahaoplevelse, når noget afviger fra det, som vi forventede og vidste i forvejen – og keder os gudsjammerligt over gentagelser. Hvis det bryder for meget med forudsigeligheden og kontrollen, udløser det til gengæld angst og panik: hjælp!

Det er den skoldhede, lune og kolde grød, som Guldlok vælger imellem – og hun vælger den lune midt imellem. Det gør hjernen også. Den foretrækker, at forventningsbruddet ikke er for stort og heller ikke for lille, men er lige tilpas til, at vi lærer nyt og optimerer tilpasningen til miljøet og chancen for at overleve i det.

Du har lige fået opskriften på en Blockbuster: Mission Impossible 1, 2, 3 – og det vil sige det samme med en tvist. Og et pop-hit gentager skemaet med en variation. Bestselleren opfylder genren og holder spændingen oppe med en ukendt slutning.

Hvorfor er julegaverne pakket ind? Du ved godt, hvad du får, men kan ikke være sikker. Vi smider spillet fra Fætter BR ud efter en enkelt gang, fordi der ikke er mere uforudsigelighed og information i det – og slukker for kriminalkommissær Barnaby, hvor morderen altid er gartneren. Til gengæld bryder arthouse film og tolvtonemusik med alle konventioner og gerne udløser ønsket om at flygte så langt væk som muligt.

Vi bliver derfor konstant overraskende som børn – og skriger af skræk hele tiden, mens vi lærer nyt. Og ender med at dø af kedsomhed, når vores forventninger falder sammen med en fuldkommen forudsigelig virkelighed.

De fleste af os lever i forvejen som lønarbejdere og funktionærer i den evige, tvangsmæssige gentagelse af det samme i en sikker og forudsigelig tilværelse: kedsomhed. Det har vi lært efter tolv års skolegang. Ganske vist er afvigelsen og friheden mulig, og man kan altid vælge at gå en anden vej på arbejde, eller sige op. Tillykke med det – og hvad nu? Angst.

Friheden er i stedet for blevet til fritid. Den går med at slappe af for at kunne arbejde videre i morgen og stene foran skærmen, hvor alt det kan lade sig gøre som fiktion, der ikke er virkeligt.

Der er ingen grænser for forbruget og selvrealiseringen, som udfolder sig i medierne på dine vegne i den ene serie og reklame efter den anden, og bagefter kan du gå ud til køleskabet og åbne en øl – og stå op til dit ansigt i spejlet, som er det samme for altid.

Hvis det kan være nogen trøst, så findes der slet ikke fri vilje. Vi er determinerede af vores biologi og kultur, som sætter sig igennem bag om ryggen på os i alle handlinger – og summen af det er dit navn.

Centrum i verden er dér, hvor du bor. Hvis du befinder dig i København, vil resten af landet fremstå som en motorvej med pendlere frem og tilbage til hovedstaden – og når man definerer noget som ”udkanten”, skyldes det ikke mindst, fordi det sker fra Christiansborg.

Det er blevet populært at dele landet op i provins og hovedstad– og gøre sig til fortaler for provinsen og folket i modsætning til københavnerriget. Det er en konflikt, som vil fiske stemmer ved at spille det ene ud mod det andet på alle områder – og om det så er kulturen. Selv socialdemokratiet gør sig til repræsentanter for ”den brede og folkelige kultur” i modsætning til ”den smalle og højpandede kultur” for de få og velstillede i København.

Folket og provinsen vil typisk have bingo, revyer og håndbold og spise karbonader med dilddip ifølge den politik, som samtidigt gør litteratur og kunst og klassisk musik til det elitære kulturforbrug af overklassen i Det kongelige teater. Med andre ord pisser man først på provinsen, hvorefter man vil redde den fra at lugte af tis – og splitter landet for at spille os ud mod os selv.

Den brede kulturpolitik gik imidlertid ud på noget ganske andet ifølge vores første kulturminister Julius Bomholt – og handlede tværtimod om at give hele befolkningen adgang til at nyde godt af kulturlivet. Derfor fik vi folkebiblioteker og museer og teatre og koncertsale til almen fornøjelse og dannelse og oplysning – og ikke bare et eller andet privillegeret borgerskab i hovedstaden.

Tag med på en rejse til den yderste udkant, hvor man ikke kan komme længere ud på landet uden at ende i vandet: Skejten på Lolland. Det er vores mest velbevarede stenalderlandskab med egetræer og kampesten – og her ligger Skejtehuset, hvor H. C. Andersen fortlate eventyr og Carl Nielsen komponerede klassisk musik og Klaus Rifbjerg skrev ”Den kronisk uskyld”.

Henrik Stangerup brændte det selvfølgelig ned i en fest, men det er genopbygget, og hvis du spørger en hvilken som helst kulturordfører og kulturminister om, hvad malerierne i folketingssalen forestiller, vil de ikke kunne svare på det, selv om de sikkert “brænder” for udkanten.

For det er Olaf Rudes malerier af … Skejten. Og kulturen fra udkanten befinder sig lige nøjagtigt i centrum af magten, hvor x-antal folketingspolitikere vil redde os fra os selv.  Men hvad ved de bønder om agurkesalat?

Vi lever vores liv i de historier, som vi fortæller om det. De giver det en retning og mål og mening, som egentlig bare er det ene og efter det andet uden den store dramatik.

Det kan derfor også være lidt svært at tale om ”fiktion og virkelighed” og måle det ene op mod det andet, som om man kan tage udgangspunkt i en fiks og færdig realitet. For det er altid en oplevet virkelighed – og den er mere subjektiv, end vi normalt går rundt og regner med, fordi bussen som regel går til tiden.

Man skal dog bare spørge et søskendepar om en eller anden juleaften – og ofte vil man få to fuldkommen forskellige versioner, hvor den ene havde den bedste tid, mens den anden gennemlevede det som et mareridt. Hvem har ret? Ingen af dem, og vi opfatter alle sammen tingene forskelligt og først og fremmest i overensstemmelse med den historie, som passer os bedst.

Det smukkeste ord i ethvert sprog er vores eget navn – og når vi blader gennem en bunke fotografier, standser vi først op ved det, hvor vi selv er med. Vores selvoptagethed og selvovervurdering er grænseløs – hvordan skulle vi ellers kunne holde os ud – og det gælder om noget, når det kommer til vores livshistorier.

Det udløser derfor meget stærke følelser at blive fremstillet af andre i tredje person og måske være interviewoffer, hvor man slet ikke kan genkende sig selv – eller ligefrem opleve, at andre har taget ens historie og stjålet den på trods af, at ingen skænker det en tanke lige som fotografierne af ukendte mennesker i bunken. Men det gør du – og det er dit fotografi!

Hør en perlerække af historier, som kommer af noget af det fineste, som findes: mødet med andre mennesker: Damefrisøren fra Teheran, romaen i Nykøbing, kongen af Fejø og påskemiddagen i Åbenrå – og mange, mange flere, der demonstrerer den stærkeste fortælling. For det er den om et levet liv.

Det såkaldte ”fødselsdagsparadoks” er et godt eksempel på, hvor dårlige vi er til at kalkulere noget som helst. Når du træder ind i et lokale med 23 personer, hvor stor sandsynlighed er der for, at to har fødselsdag på samme dato?

De fleste vil mene, at den er temmelig lille. Fordi vi automatisk går ud fra os selv – og glemmer, at det gælder for alle i lokalet gange 23. Den er halvtreds procent. Med 73 personer er vi oppe på hele 99 procent sandsynlighed – og alligevel opfatter vi det som et fantastisk … tilfælde. Men det er det ikke. Det er statistik.

Hvis der er 99 procent chance for at overleve en handling, ånder vi lettet op og synes, at det er temmelig risikofrit. Du skal bare gentage den hver dag, så er du død inden for et år. Nogle af de bedste til sandsynlighedsregning og statistik er forsikringsmatematikere: aktuarer. Det er derfor, at de tjener boksen.

Forsikring er nemlig ikke andet end et væddemål. Hvor meget vil du satse nu for at dække en eventuel ulykke i fremtiden? Af samme grund hedder det absurd nok en ”præmie” at betale for policen, fordi du lægger pengene på bordet først lige som i hasard – og hvem vinder?

Når vi alligevel forsikrer os, er det, fordi vi ønsker at skabe forudsigelighed og sikkerhed – og vores modvilje mod at lade tilfældet råde er så stærk, at det faktisk kun sker i den undtagelsestilstand, som er underholdningsbranchen. Vi betaler til gengæld for kontroltabet under de kontrollerede forhold, som hersker i Tivoli – rutsjebanen, lykkehjulet – og går måske endda på kasino for at opleve den spændingstilstand, som vi betaler for med indsatsen. Det er den – og ikke gevinsten – som fører til ludomani: rusen ved usikkerheden om udfaldet.

Der findes i princippet ikke tilfældigheder i naturvidenskaben, fordi alting har en årsag – og gentager sig lovmæssigt og forudsigeligt. Når vi ikke engang kan forudsige vejret, skyldes det et underskud på information, fordi årssammenhængene er for mange og komplekse til, at vi kan regne dem ud.

Det er ikke desto mindre tilfældet og fejlen, som driver evolutionen: genetiske mutationer. Og har ført til nogle af de største videnskabelige opdagelser som penicillin. Afvigelsen og bruddet på reglen kan være det største held, men det kan også udløse de største ulykker i en dominoeffekt ifølge katastrofeteorien.

Det gælder om noget for skæbnen, der tilfalder os: lykketræffet eller sort uheld. Det er tilfældighedernes spil – og vi bliver skudt rundt i en flippermaskine fra det ene møde og menneske til det andet, hvis vi vel at mærke lader det ske ved at være åbne for det og sige ja til hinanden og følge med, hvor det fører os hen.

Miraklernes tid er ikke forbi, og før eller siden krydses vores veje måske i det mest usandsynlige tilfælde lige som stregerne, der danner et stjernebillede ud af den kaotiske vrimmel på himlen.

Det siger ikke så lidt, at vores største og stort set eneste filosof af betydning hedder … Kierkegaard, hvor vi ligger begravet – og mest beskæftiger sig med ironi, kedsomhed, angst og død.

Efter ham gør eksistentialismen det samme bare uden ironien, og hvis den franske Sartre og tyske Heidegger har noget til fælles, så er det at gøre et sturt, sturt nummer ud af én ting: angst.

Tag med på en spadseretur ind i fraværet og intetheden og lær ensomheden, kedsomheden og angsten at kende. Du kommer absolut til at fortryde det.