Hvis du krydser Nørreport den første i måneden, vil du kunne se en lang, lang kø af mennesker. Er der udsalg eller et slagtilbud, Black Friday? Nej. De står i kø til den eneste filial med kasse i Danske Bank i København. Der er uniformerede vagter i indgangen for at holde styr på dem. Det tager en time at nå frem i kulde og regn – og koster 50 kroner at henvende sig i kassen for at få udbetalt kontanter. Det er dyrt at være fattig.
Det er også den eneste filial med kasse på Sjælland for den sags skyld. Der er en anden i Århus – og det er vist det. Resten af filialerne har ingen kasse og åbent fra klokken 10 til 13, inden glasdøren smækker i dit fjæs: lukket.
Skulle du være så heldig at have et hævekort, kan du prøve at finde den sidste pengeautomat i byen. Men det har de ikke i køen. De har heller ikke Visa og adgang til selvbetjeningen på Netbank. Eller Mobilepay. Og de er … fucked.
Du skal dog ikke glæde dig for tidligt og tro, at det kun er dem, som er på røven. Altså kontanthjælpsmodtagerne og pensionisterne – de hjemløse og arbejdsløse og magtesløse – og alle de andre på randen af samfundet, som vil hæve lidt i banken at leve for mod gebyr.
Det er du også. For dit teknologiske vidunder af en computer skal bare gå ned. Og du glemmer et password til din seneste nye smartphone. Eller måske accepterer den ikke din FaceId, fordi du ikke ligner dig selv, og beder dig om at bekræfte din identitet i det opgraderede MitId – og sender dig videre til NemId, som kræver en femcifret kode fra et nøglekort.
Det skal du rekvirere i banken – eller er det borgerservice – og lykkes det mod alle ods at kontakte dem, tager det en uge, inden det kommer med Postnord. Dvs. aldrig, hvornår har du sidst modtaget noget i postkassen?
Eller set skyggen af et postkontor? De eksisterer ikke længere – jeg aner ikke, hvordan jeg skulle sende en pakke, eller hvor man kan få frimærker, som sikkert er udgået – og du kan i øvrigt hente dit lort selv i en døgnkiosk eller nærmeste selfservice Føtex: ”Scan and go!”
Den sidste, røde postkasse står hjemme hos mig, fordi jeg skruede den af muren på hjørnet og gemte den til Bymuseet. Men du kan selvfølgelig prøve at ringe til Postnord. Hvis du kan finde et telefonnummer – og det er et job for Sherlock. Telefonnumrene til kundeservice hos virksomheder og myndigheder er den bedst bevarede hemmelighed i det digitale samfund.
Du kan imidlertid scrolle gennem nogle menupunkter på internettet over generelle problemer eller udfylde en formular og trykke på ”send” ud i intetheden. Tillykke med det, har du det bedre nu?
Det smarte ved det er, at online virksomheder kan skrive fakturaer ad libitum og sende dig en parodi på det, som du troede, at du købte, og Europark kan udstede alle de parkeringsbøder, som passer dem. Du har ingen – absolut ingen – mulighed for at gøre indsigelse over for nogen eller noget som helst. De findes slet ikke i virkeligheden.
Der er ingen i den anden ende. Og hvis der overhovedet skulle være et telefonnummer i afkrogen af en eller anden utilgængelig hjemmeside, kan du vælge mellem at taste 1, 2, 3, 4 eller 5 og om igen mellem flere valgmuligheder i en labyrint med endeløse beskeder fra en automat.
”Vi arbejder hele tiden på at forbedre vores service, derfor optager vi telefonsamtaler til internt brug, tast 1, hvis vi må optage samtalen” – og hvad venter dig, når du er nået igennem det?
En automatiseret henvisning til vejledningen på internettet, som gør det nemt for dig at … gøre det selv.
Med lidt held støder du på robotstemmen hos YouSee: ”Hvordan kan jeg hjælpe dig?” Måske er det bare mig, men jeg har det tungt med at tale med en robot. Og den er rimelig – skal vi sige – ufleksibel i det. Den kan ikke forstå min formulering, og desuden er mit sprog et miskmask af tysk og falstersk: ”Undskyld, jeg forstod ikke din besked. Kan du gentage den?” Lost in translation.
Nu er der det ved det, at man skal bruge sit pas for at bestille nøglekortet til NemId, så jeg kan bekræfte min identitet til MitID. Det er dog gjort nemt, og du gør det selv ved at scanne en talrække i passet og pasfotoet med din smartphone, hvis du har en og kan finde ud af det. Desværre svarer fotografiet ikke til mit ansigt. Det er for gammelt, men ikke nok med det. Passet er udløbet.
Jeg har ikke lagt mærke til det, fordi det er mange år siden, at jeg havde det fjerneste ønske om at rejse og købe en flybillet det eneste sted, hvor det stort set kan lade sig gøre: nettet.
Hver gang jeg leder efter et flyselskab og en afgang, stiger billetten på mystisk vis i pris. Til gengæld modtager jeg reklamer for livsforsikringer og Viagra og tilbud fra datingbureauer med østeuropæiske kvinder, og hvis jeg vågner om natten for at skulle tisse, er det min prostata, og jeg skal bare klikke her for at modtage mirakelkuren. Deres algoritmer har for længst regnet ud, at jeg er fraskilt og nærmer mig 63 år. Hotels.com er nu en fast bestanddel af indbakken.
Prisen hos flyselskabet svarer heller ikke til den, som var angivet på Mondo.dk. Du skal gennem et virvar af nødvendige valg af tilkøb og fravalg – bagage, flysæde, what ever – og verificere oplysninger, indtil du omsider betaler online og bekræfter med MitId, som desværre ikke virker.
Det er vel efterhånden overflødigt at nævne, at du ikke kan købe en flybillet med kontanter? Eller ringe til flyselskabet. Det er uden for åbningstid. Du kommer ingen vegne i virkeligheden.
Men du kan printe e-mailen med din booking på den printer, som du ikke kan få printervæske til, fordi der er kommet en nyere model. Der er ikke andet for end at lede efter bekræftelsen på din smartphone i lufthavnen, når du har identificeret automaten mellem en skov af flyselskaber – og den kan ikke verificere dit bookingnummer. Måske har du tastet et stort eller lille bogstav eller tal forkert, eller også genkender den ikke dit navn. Prøv at finde en, som hjælper dig med check-in, men hvor?
Du får spyttet boardingkortet med robotbræk ud og går hen til skranken med check-in til bagagen. Manden taler knapt nok engelsk og peger på flere automater, hvor du skal printe bagagesedlen ud med bookingnummeret – nemt og hurtigt – og klistre den på kufferten, og han peger på endnu en automat ved siden af transportbåndet, hvor du skal scanne bagagesedlen for at få den med på flyet – og endelig kan du gå videre til check-in med QR-koden, hvis den ellers slipper dig ind.
Alt det skal jeg heldigvis ikke igennem, fordi mit pas er udløbet – og MitId er frosset og ugyldigt. Så det gælder om at få en tid hos borgerservice for at få det fikset. Jeg ved ikke, hvor du bor, men for mit vedkommende var den næste ledige tid i deres digitale kalender om 3 måneder, eller også kunne jeg få en tid hos kommunen i den anden ende af landet.
Indtil det øjeblik, hvor det fungerer igen, er jeg ude af stand til at foretage mig noget som helst og opfylde mine forpligtelser som forventet – online er klokken altid nu – og om det så er at betale regninger eller besvare henvendelser fra det offentlige på Borger.dk.
Banken har smækket døren for personlig betjening, og nummeret i køen til borgerservice er Google: uendelig stort. Jeg er … fucked.
Det burde være indlysende, hvor idiotisk det er at ansætte en mand til at forklare, hvordan man selv sørger for at få sin bagage registreret og stillet på transportbåndet. Han kunne sådan set lige så godt gøre det som en del af jobfunktionen.
Men mennesker er ude af kurs og koster i princippet en løn, som man kan spare ved at automatisere hvert led i processen og overlade det til kunderne og klienterne selv.
Hvis jeg skal have det mindste honorar udbetalt fra en offentlig institution, bliver jeg henvist til Virk.dk og farer vild i et administrativt mareridt af drop-down menuer og obligatoriske informationer om det ene og andet inklusive et CVR-nummer, som jeg ikke har.
Transportudgifterne kan jeg få godtgjort ved at gå ind på Rejsekort.dk og maile dem den digitale faktura for togrejsen tur-retur til Århus. Den uigennemskuelige hjemmeside får mig til at give op. Min timeløn er alligevel landet på nul, og jeg har endnu engang betalt for at have haft et enkelt job. Det er håbløst.
Jeg kan prøve at opsøge DSB. Det viser sig, at de har tre kontorer tilbage. Såkaldte ”rejsecentre”, fint skal det være: København, Århus og Odense. Sjovt nok står der igen en mand i uniform ved glasdøren for at fortælle, at du skal trække et nummer i køen. Resten af stationerne er ubemandede: lukkede.
Det er toiletterne også, fordi de koster for meget at vedligeholde, og hvis du skal pisse, er det dit eget problem. Der er intet personale og nedslidt og buldragende mørkt. Af og til lyder en besked fra computerstemmen i højtaleren, som er umulig at fange, inden den er væk, og eneste udvej er at henvende sig til den stakkels ekspedient i 7-Eleven.
DSB har tørret deres kundekontakt af på en multinational kæde, som er vittigheden i den liberalistiske ideologi om, at den frie konkurrence skaber mere diversitet og flere og bedre valg på markedet. Tvært imod fører den til en overlevelseskamp, hvor den stærkeste vinder, indtil der kun er én fisk tilbage i søen, og monopolkapitalisen ligger i den samme kiosk på hvert hjørne i Danmark.
Du kan købe en halv liter Coca-Cola for 27 kroner og undgå at få det dårligt ved ikke at spise deres kyllingespyd, men derudover må du hente dine oplysninger om togtrafikken på Rejseplan.dk, hvis den ellers er opdateret og tilgængelig, og gæt engang?
Nu mangler du kun at tage rutebilen på landevejen for at komme hjem og står ved stoppestedet og leder efter skiltet med afgangstider. Det er sparet væk – 1,5 millioner kroner er også en slags penge i den privatiserede, offentlige transport – men du kan finde køreplanen på din smartphone som altid.
Der er bare det ved det, at du befinder dig så langt ude på landet, at der ikke er nogen forbindelse, og du står alene i telehullet og venter, mens batteriet løber ud. Der er ingen, som hører dig skrige i mørket, fordi det sidste menneske i verden er afskaffet.
Moderniseringsstyrelsen havde hyret ti konsulentbureauer forrige gang, jeg tjekkede efter, og de står ikke ud af sengen for mindre end en kølig million kroner. Det bliver 10 millioner kroner som udgangspunkt for at gå i lag med deres Lean management.
De gennemgår alle arbejdsprocesser for at sikre, at det sker med laveste omkostninger, og fyrer en Sosu-medarbejder her og en jordemoder der og digitaliserer alt, hvad digitaliseres kan, fordi det er det, som de trækker en månedsløn på 120.000 kroner for at gøre. Den enes nød, den andens brød.
Jeg skal ikke gøre mig klog på digitaliseringen i Skat.dk og sundheds- og hospitalsvæsenet, eller underholde om mine erfaringer med Familieretshuset.dk, hvor en telefon kø på 75 ender med, at du bliver smidt af: ”Vi oplever i øjeblikket systemproblemer. Prøv eventuelt igen senere.”
Du kan lede efter blanketten på hjemmesiden og vedhæfte en revisorerklæring for at gøre opmærksom på, at en pjalteproletariseret freelancer ikke tjener 3,5 millioner kroner om året. Og trykke på ”send” i håb om, at der er en modtager, men det er der ikke efter moderniseringen af Statsforvaltningen.
Det krævede en stævning i Byretten for at få et svar og endeløse mængder af tid og advokatudgifter, inden årsopgørelsen blev korrigeret i deres system. Måske er det bare mig, men jeg er ved at være træt.
Jeg er også blevet gammel, og jeg kan huske dengang, hvor der stod en striks dame bag skranken på biblioteket. Hun hjalp mig med at finde frem til de bøger, som jeg ledte efter, og hentede de mærkeligste af dem op fra magasinet i kælderen. Hun er væk, og de ubemandede biblioteker er nok det sørgeligste, jeg ved.
Du lukker dig ind gennem glasdøren ved at scanne dit sygesikringsbevis. Der er ingen bibliotekarer. Af samme grund bliver det brugt som en blanding af varmestue og festlokale for unge, som drikker sig i hegnet, før de går i byen. De seneste bestsellere står på en anonym hylde, og der står de stadig.
Jeg kan også huske Handelsbanken, hvor jeg fik en sparebøsse formet som en pingvin: Pondus – og Lone sad i skranken. Det blev siden til Danske Bank, men hun fulgte med, og når jeg kiggede forbi sidst på måneden, grinede hun: ”Nå, Knud, er den nu gal igen?”
Det var den, og hun bevilligede et overtræk, fordi vi kendte hinanden i årevis, og stolede på mig og vidste, at jeg dækkede det straks. Alt andet havde været et tillidsbrud, og jeg ville synke i jorden af skam, når vi mødte hinanden på gaden.
Jeg ved ikke med dig, men mit forhold til Netbank er noget anderledes i dag. Og det gælder for alle de relationer mellem mennesker, som er blevet digitaliseret og sander ud i køen på telefonen til lyden af en ulidelig muzak.
Forskellen er blandt andet, at jeg havde det med at falde i snak og hygge mig med folk i en kø i virkeligheden. Og en gang eller to fulgtes vi endda hjem og blev kærester. Du kan heller ikke oprette et personligt tillidsforhold til en algoritme og forhandle med den om noget som helst. Den er ufleksibel og hensynsløs og forprogrammeret som hvad? Et dyr.
Komikken er, at overlevelseskampen på markedet i konkurrencesamfundet ikke nødvendigvis gør tingene billigere og bedre og optimerer dem og dine præstationer. Den tvinger derimod virksomhederne til flere og flere besparelser i omkostninger. Du bliver fyret og skal betale 27 kroner for en halv liter Coca-Cola i 7-Eleven, som har udkonkurreret de andre kæder.
Jeg er glad for Pinocchiokugler. Er de blevet bedre og billigere med tiden? Nope, men posen er blevet mindre og kuglerne færre. De hedder heller ikke Pinocchio mere, er det Pepito? Walt Disney har sikkert købt navnet på marionetdukken®, som var allemandseje engang.
Det er dog ikke noget i forhold til logikken, som driver digitaliseringen af alt. Den videnskabelige naturbeherskelse og teknikken er egentlig til for at frigøre os fra tvangsmæssigheden og overlevelseskampen og erstatte det med et samfund, der er indrettet på vores egne betingelser.
Når det regner, bliver du ikke våd, fordi der er et tag. Når det er koldt, fryser du ikke, fordi der er fjernvarme. Og hvis du er svag og syg, bliver du ikke overladt til dig selv i den nådesløse natur.
Den teknologi, som skulle gøre os frie og selvbestemmende, ender imidlertid med at underkaste os en fremmedstyring, der er akkurat lige så ubønhørlig og hensynsløs som naturen. Eller har du forsøgt at appellere til en højere moral på Netbank? Algoritmer er lige som dyr og æder dig uanset hvad.
Digitaliseringen går hånd i hånd med en økonomisk rationalitet, der har sat sig igennem i de fleste aspekter af tilværelsen. Alting skal være det nødvendige middel til det rationelle mål i form af et udbytte, ellers er det unødvendigt og formålsløst, irrationelt.
Det har selv Dronningen indset i sin nytårstale, men konsulenthusene har kronede dage og effektiviserer ressourceanvendelsen ud fra nødvendighedens tvang. Det skal være så hurtigt, billigt og målstyret som muligt, og skive efter skive bliver skåret fra, som kunne komme i vejen for den lige linje mellem to punkter, indtil pølsen er forsvundet.
Det er menneskene også. Ubemandede stationer, ubemandede biblioteker, ubemandede supermarkeder og banker uden kasse, men du kan gøre det selv, og det er hverken hurtigt, nemt eller særlig billigt.
Til gengæld unddrager virksomheder og myndigheder sig personlig kontakt og ethvert ansvar, og du henvender dig forgæves til kundeservice og borgerservice og hotlines i den endeløse kø på telefonen. Hallo, hallo, er der nogen? Nej.
Vores udveksling og relationer er blevet erstattet af automatiseret selvbetjening og digitaliseret på de sociale medier, hvor vi kan svine hinanden til i shitstorms uden skyggen af empati, fordi du ikke befinder dig ansigt til ansigt med vedkommende og behøver at tage hensyn til et rigtigt menneske i virkeligheden.
Det hedder sig, at ensomheden breder sig som en pandemi. Den kulminerede under Corona smitten, hvor landet blev lukket ned – ikke kun toiletterne på stationen – og alting foregik digitalt. Men der var noget og nogen, som blev glemt i det privilegieblinde Danmark, når vi dyrkede huldsalig alsang med hinanden på skærmen og Philip Faber bag klaveret.
Det bringer os tilbage til køen foran banken på Nørreport. For de var … fucked. De havde ingenting at leve af og kunne ikke betale og bankede på lukkede glasdøre hos kommunen, der var blevet sendt hjem.
Det var alle andre også. Eller rettere undtagen dem, som ikke har noget hjem. Hvad med dem, og hvor var de henne i det store fællesskab og Statsministertalen, og hvor mange tror du, der blev overset i krisen og ladt i stikken? Det er et mørketal, fordi vi slet ikke regner dem med.
De mest udsatte var endnu engang dem, som blev hårdest ramt og henvist til at klare sig selv uden at kunne følge de nyeste pressemøder og informationer på en computer og få adgang til offentlige myndigheder og hjælp. Måske havde de end ikke råd til flere mundbind, men blev i stedet for udpeget som smittekilder og syndebukke lige som indvandrerfamilierne i Ishøj.
Der var ingen beredskabsplan for de svageste og marginaliserede i samfundet. Det er der heller ikke, når den næste katastrofe rammer. Og det gør den, så meget er sikkert.
Det er 40 år siden, at Charles Perrow skrev ”Normal Accidents – Living with High-Risk Technologies”. Her gør han opmærksom på den temmelig indlysende omstændighed, at jo mere komplekse og tæt forbundne systemer er, desto højere risiko indebærer de for, at den mindste fejl kan udløse en dominoeffekt med katastrofale følger.
Det er også 40 år før det digitale samfund, som vi lever med i dag, hvor alt og alle er forbundet i et netværk, der er så kompleks, at DSB er ude af stand til at få så meget som sporsignalerne til at fungere, og jeg modtager otte lyserøde plastiktræer fra Amazon, som jeg aldrig har bestilt.
Til gengæld har de snart udryddet den sidste boghandel med personale i byen, og hvis jeg må komme med en forudsigelse om vores nærmeste fremtid, går jorden under, fordi et barn trækker stikkontakten ud det forkerte sted.
Læs debatindlæg på politiken.dk
0 kommentarer