Knud Romer har været knækket og er syg…

Efter godt tre timers uafbrudt samtale har Knud Romer talt sig frem til, at han slet ikke burde have været forfatter. Det vender vi tilbage til senere, for han er også netop kommet med et forslag.

– Jeg har overskriften til din artikel. Den skal hedde “Hvis jeg skulle blive mødt med en skov af bifald, står jeg alene som et hult udbrændt træ.”

Det er lyrisk sagt, men det er også genbrug, for han har sagt det før, viser en google-søgning. Men det er fuldt ud dækkende for det, han netop har fortalt om sit liv.

Et liv, der har givet den 62-årige Knud Romer så mange tæsk, at der sidder blå mærker tilbage, som aldrig vil forsvinde. Han er blevet banket af sygdom, stukket ned af ensomhed og skudt på af kritik. Til sidst brød han sammen og endte på et psykiatrisk hospital.

Udenfor er det forår og snart sommer, men i Romers liv er der altid en snert af vinter.

Han har grøn stær, og det kan ikke helbredes. Han er blind på det ene øje og har kun otte procent af synet tilbage på det andet. 

For nylig blev han også indlagt.

– Hjernehindebetændelse. Lægerne aner ikke, hvorfor jeg fik det. Nu skal det gå over af sig selv, og det er det heldigvis også ved. Problemet er, at når jeg arbejder tæt mod en udgivelse, spiser jeg ikke, drikker for meget, tager for mange stoffer. Jeg havde lidt hovedpine og kunne ikke sove, men tænkte, at det var det sædvanlige bøvl. Og så faldt jeg pludselig omkuld på forlaget – midt i redigeringen. Og kunne ikke tale og var lam i den ene side. Det lignede en hjerneblødning.

– Jeg lever af at sniksnakke røven ud af bukserne og af at skrive. Og jeg er ved at blive blind. Skulle jeg nu også have afasi …

Det er blandt andet på grund af den forskrækkelse, at planen for denne samtale var, at den skulle finde sted i en kirke. Ude af Romers lejlighed med de tunge møbler fra hans mors tyske familie. Og ind i et bart rum, der kalder på store refleksioner af den slags, der kan ramme, når man er i sit livs efterår – og ovenikøbet syg.

– Men kan vi ikke godt droppe den kirke? Kan vi ikke hygge os her i lejligheden? Er du sulten?

Hans hjem ved Nyhavn er det stik modsatte af kirkers enkelhed. Her emmer af hverdagsrod, kærlighed til litteratur i fyldte bogskabe og evigt piberøg.

Du har netop været alvorligt syg. Du ved, du bliver blind. Bliver du bange?

– Jeg bliver frysetørret af angst. Jeg lever på angst, men hvad skal jeg stille op? Problemet er, at der ikke er nogen vej udenom.

– Vi render alle rundt i en kiste, og der er ingen vej ud. Og vi kan ikke gøre noget ved det. Hyg dig i stedet. Drik, spis, elsk, skriv. Brug din tid så godt som muligt. Vær nænsom, omsorgsfuld, kærlig, nyd dine venner. Vær sød, flink, rar, snak!

Men det er jo ikke nogen trøst?

– Mening er noget, som mennesker har fundet på. Jeg hader religion. Det er menneskeligt gerne at ville forstå, men jeg bryder mig ikke om folk, som påstår at have fundet sandheden, for den findes ikke. Vi er flygtige – som skygger, der er kastet af en sol bag vores ryg. Mening er noget, vi bruger for at kunne snakke. Vi mennesker er her udelukkende for genernes skyld. For at skabe liv, at give det videre. Grunden til, at du går i stykker, er, at du er ligegyldig. Livet er større end dig, og i det er der en stor lettelse. Så vær tilfreds med, at du har fået lov til at findes. Er det ikke godt nok?

–  For mig er det største i livet meningsløsheden. Det er derfor, jeg ikke gider ind i en kirke.

Knud Romer var kun 13 år, da han begyndte at drømme om at udkomme på det tyske og prestigefyldte forlag Insel Verlag, hvilket er lykkedes for ham to gange.

– Drømmen har kostet mig mit liv, siger han.

Han skrev sit første digt som 16-årig. Om et myggestik, der giver blodet vinger.

– Men jeg var 46 år, inden jeg fik udgivet en stavelse.

At drømmen har kostet ham hans liv, er en lang lidelseshistorie. Den vender vi tilbage til i kort form. Først skal vi til Københavns Universitet, hvor Romer studerede litteraturvidenskab.

Jeg har aldrig gået på universitetet …

– Jeg gik 17 år uden at få en eksamen. Det er cirka det samme.

Knud lærte frygteligt meget – sproget jiddish for eksempel. Men han lærte ikke at sætte punktum.

– Mit største ønske blev at få et job. Jeg sad på Toldbod Bodega og skålede med en julestjerne og vidste, at hele Danmark har et job, en lønkonto, en familie, et liv. Og at de var til julefrokost. Jeg ville også gerne med til julefrokost.

Det kom han, for han fik job på et reklamebureau. Han beskriver jobbet, som at han skulle være pianist i et bordel i stedet for at være en stor digter.

– På første dag skulle jeg lave en annonce til noget kontorforsyning. Jeg kan oldgræsk og semantik, men jeg ved ikke noget om kontorforsyning. Så jeg siger, at jeg er klar om en uge. Den går ikke. I morgen? Nej. Det skal bruges nu. Nu er nu. Sæt et punktum.

“Vi har det hele til kontoret og lidt til, hvis det bliver for meget.“

– Man kan ikke tænke tanken, vel? Det er umuligt. Hvad fanden betyder det?

Knud Romer griner af sit eget slogan – og det næste, som bliver for en tøjforretning på Strøget: “Kig ind og se godt ud.”

Tre år senere er han kreativ direktør for et af nordens største reklamebureauer. Det går godt i cirka 10 år, men så beslutter han sig for at hellige sig forfatterskabet.

Selv om 17 års studier uden en eksamen lugter af evighedsstudent, er Romer ekstremt målrettet. For 13-årige Knuds drøm om det tyske Insel Verlag var en beslutning, og sådan en render man ikke fra.

– Man siger, hvad man mener, og man mener, hvad man siger. Og man står ved det. Hvis du ikke mener det alligevel, hvem er du så?

I 2006 brager han igennem med erindringsromanen “Den som blinker er bange for døden”, som handler om hans opvækst på Falster i 1960’erne og 70’erne. Hans første udgivelse.

Han udkommer ovenikøbet også på Insel Verlag. Drømmen er opfyldt.

– Så står jeg der i den afdøde forlæggers kæmpe villa i Frankfurt og kommer ned i kælderen til en gigantisk bankboks, der indeholder alle forlagets førsteudgivelser. Jeg skal signere min bog med en fyldepen, og så får jeg lov at gå ind – som den eneste – for at sætte bogen på plads. Bagefter lukker de boksen. Og så siger de: “Bare fordi, De har fået udgivet én roman hos os, betyder det ikke, at vi udgiver deres næste. God rejse hjem.”

Det tager Knud Romer 12 år at skrive fortsættelsen “Kort over Paradis”. Han føler sig lukket inde i tvivlen om at kunne gøre det igen. Indespærret i den tyske boks med verdens største forfattere.  Da han endelig får styr på sit stof, følger tre år, hvor han skriver hver nat fra klokken 22 til 06. Han sender bogen til sin tyske oversætter, der ikke finder den god nok. 

Romer lader romanen ligge og kører mod sit elskede sommerhus Østerhøj – et lille, stråtækt og isoleret fiskerhus på Præstø. Men han ender i grøften. Det er mørkt, og han kan intet se. Forsøger at finde vej til fods. Befinder sig i vådt siv og truende brakvand. Det sikreste er at stå helt stille. Han skriger alt, han kan.

Den nærliggende skovriderfamilie hører ham.

– Jeg finder ud af, at jeg er blind på mit højre øje – det har jeg ikke opdaget, mens jeg har siddet og skrevet om natten.

Dernæst til “en kold og distanceret øjenlæge, der ikke engang siger goddag eller mit navn”. Til gengæld får han at vide, at han vil blive blind af grøn stær.

– Jeg går hjem, og så siger min kone, at hun vil skilles. Lidt efter står jeg på gaden med en rullekuffert. Det var det.

De næste måneder bor han hos venner i “deres sammenbragte familiers børneværelser med popplakater”.

– Men så gør jeg det, som en falstring altid gør. Jeg bruger Falsterprincippet og siger: “Det vil jeg skide på”, for man giver ikke bare op. Man sætter den ene fod foran den anden. Bliv ved, bliv ved. For hvad er alternativet? Jeg sover ikke, spiser ikke, går ikke i bad, får skæg, skærer 170 sider væk, laver ny kapitelinddeling og skriver bogen igennem. Fire uger, før “Kort over Paradis” skal udkomme, trykker jeg send og går hjem til konen og kaster mig på knæ: “Ikke vores børn, ikke vores familie, ikke vores hjem”. Men hun vil skilles.

Knud bryder sammen.  Føler, at han er ved at blive psykotisk.

Det hele ender med, at hans redaktør fra forlaget Lindhardt og Ringhof kører ham til et privat psykiatrisk hospital i Nykøbing Sjælland.

– Mit omsorgsfulde forlag sørger for, at jeg får 14 dage, hvor jeg kan falde til ro, men jeg skal også lave interviews med journalister på selve hospitalet, fordi bogen er på vej ud i Danmark. Så tænker jeg: Okay. Du har taget stofferne på dig, udkanten, tyskersvinet, reklametekstforfatteren. Alle ydmygelserne og nedgørelserne. Skal jeg tage den her også? Ja, det skal jeg. Den napper jeg.

– Da “Kort over Paradis” så også udkommer på Insel Verlag, går jeg alene rundt i København. Uden kone, bil, sommerhus, båd, uden noget og uden fremtid. Og jeg bliver blind. Jeg tænker: “Jeg gider ikke høre jeres mening. Bare gør det selv. Se, om I kan gøre mig det efter. 12 år – drømmen har kostet mig mit liv en gang til. Jeg er død for verden. Hvis jeg skulle blive mødt med en skov af bifald, står jeg alene som et hult, udbrændt træ.”

– Glæde findes kun, hvis du kan dele den med dem, du elsker.

Knud Romer har et billede af sit elskede Østerhøj hængende over sin seng. Det er på sengen, han sidder og skriver – med hjælpemidler og resterne af sit syn.

Han måtte give huset tilbage til det gods, han lejede det af, fordi det nu er praktisk umuligt for ham at have det.

Han ser heller ikke meget til sine teenagedøtre – og det er han ked af.

Han har dog fået kærlighed i livet igen i form af nordjyske Laura Kirch Kirkegaard, som er direktør for Lokk – Landsorganisationen af kvindekrisecentre.

Da Laura en sommer tog ham med tilbage til Falster, skrev han et kærlighedsdigt til hende, som hedder “Du gav mig sommeren på en dag”. Lasse og Mathilde har skrevet musikken.

– Laura skrev til Giro 413: “I dag vågner jeg op med min kæreste, som jeg ikke er helt sikker på ved hvor højt, jeg elsker. Men hvis I spiller “du gav mig sommeren på en dag”, kan det ikke blive større. Kærlig hilsen Laura”. Og så spillede de den.

Knud Romer fortæller historien, fordi han er irriteret over, at musikere som Lasse og Mathilde ellers ikke bliver spillet på Danmarks Radio. Han mener, det er udtryk for mangel på folkelighed.

– Kulturborgerskabet tror, at Danmarks centrum er nogle få mennesker, der sidder og hersker og regerer. Men Danmark er ikke en by, det er et land. Og det er Hanstholm, Giro 413, Familie Journalen og Nykøbing Falster.

– Det største, der findes, er det almene. Det, som er ens for alle. Og det er der ingen, der sætter pris på, for vi skal alle være avantgardister og skrive mærkeligt og klogt for ikke at være kliché. Men ordet kliché er et værdiladet ord for ritual. Og ritual er bare det, der er alment og ens. Hvorfor er det ikke det enkle og forståelige, som er det fineste? Hvorfor se ned på det?

Romer ser sig selv som en folkelig forfatter – hans mål er altid at stile højt, men skrive bredt.

– Hvis I ikke kan skrive, tale og synge på en måde, så folk værdsætter det, og I kun skriver for jer selv og for at få jeres kunstlegater, så har I ikke forstået en skid!

Knud Romer modtager afvisninger i stedet for arbejdslegater.

Når man vokser op på Falster, er man en del af udkanten. Og når man har en tysk mor, bliver man udkant selv i udkanten, for i 1960’erne var den tyske besættelse frisk i den kollektive hukommelse. 

Knud Romer har en følelse af altid at have stået udenfor, bagerst i køen. Ikke fin nok, ikke litterær nok. At skrive digte, der rimer. Føj, det kunne ikke udgives.

At være blevet nedgjort – selv da han modtog De gyldne Laurbær af boghandlerne for “Den som blinker er bange for døden”.

– Og da Jens Smærup Sørensen fik prisen året efter mig, blev der på talerstolen sagt: “Med al respekt, Romer, så er vi glade for at kunne give De Gyldne Laurbær til en rigtig forfatter i år.”

I samme periode blev en ven til fjende, da han nedgjorde Romer og hans døde mor i sine romaner.

– Det var karaktermord, og det vil jeg aldrig selv gøre. Det er også derfor, at jeg ikke kan skrive fortsættelsen til “Kort over Paradis”, for det vil involvere mit liv med min ekskone. Men jeg har titlen: “Katastrofernes orden”.

Romer svarer ikke, når han føler sig ydmyget.

– Hvis du svarer, har afsenderen fået en tilfredsstillelse. Hvis du ikke svarer, bliver lorten liggende, hvor den kommer fra. Hundene i landsbyen gør, men karavanen kører videre. Og så har jeg jo også lige Falsterprincippet …

Princippet er også årsag til, at vi næsten allesammen kender Romers stemme og dens melodi af både falstersk og københavnsk.

For han tager gerne ordet og deltager i samfundsdebatter – ofte på en direkte og for nogle provokerende facon. Han siger, at han tager disse øjeblikke af taletid meget alvorligt, men også, at “skandalen er berømmelsens mor”.

– Da jeg var sidst i 30’erne, fandt jeg ud af, at jeg ingen vegne kommer med det gode.

I blindesamfundet blev de for eksempel vrede på ham, da han iførte sig det gamle blindearmbånd (som en slags jødestjerne) og drog på foredragsturné.

Hopper du ind og ud af roller? 

– Jeg var på røven – også økonomisk – efter skilsmissen, og hvis der ikke er en løsning på et problem, så er problemet løsningen. Jeg kunne ikke løse, at jeg har fået grøn stær, så jeg gjorde et nummer ud af det i stedet.

Knud Romers nye bog “Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift og andre fortællinger” består af en række gribende, smukke og underfundige historier, som bringer os rundt i Danmark og i verden.

Historierne kredser om ensomhed, kærlighed og litteratur?

– Ja. Det er også det, jeg har brugt mit liv på: Ensomhed, kærlighed og litteratur. Men de handler også om at være åben, at turde sige ja, møde folk, snakke, drikke, fortælle historier, lytte.

Hvad drømmer du om at gøre nu?

– At få nogle år mere, fordi jeg omsider kan synge på mit elskede dansk, svarer han.

Det betyder, at han føler, at han kan skrive godt – uden store blokeringer. Og at han har mange historier, som banker på.

– Men jeg er jo blevet revet midt over. Jeg er et ekko af et liv, der har været. Jeg lever bare videre, fordi jeg er falstring. Og på Falster sætter vi jo den ene fod foran den anden. Jeg har en sød og dejlig kæreste, som jeg elsker, de bedste venner i verden. Jeg er glad for at snakke og elsker andre mennesker.

– Jeg skulle jo ikke have været forfatter. Jeg skulle have været turistguide eller en, der drev et hotel. Et eller andet selskabeligt.

Se artiklen hos AvisenDanmark