Dit vindue til verden

”Alting har en lyd.” Bernhard slog på glasset – ”kling!” – og døren til virkeligheden gik op i øret.           

Bernhard Güttler er tonemester. Og ikke bare det. Han er ”Professor für Musikübertragung” på Erich Thienhaus Instituttet ved Hochschule für Musik i Detmold. Han står for optagelserne i Danmarks Radio, når store dirigenter besøger DR Symfoniorkester, og driver dem til vanvid med sin perfektionisme. ”Det er en tysker”, som det hedder i Matador.        

Bagefter sidder han alene på sit hotelværelse og keder sig ihjel, fordi ingen gider ham, og jeg benyttede mig af lejligheden til at invitere på middag. Jeg serverede en wienerschnitzel – uden dreng, som ikke hører sig til – men flad som en pandekage og dobbeltpaneret og friteret i så meget svinefedt, at man skal male lejligheden.

Han havde taget vin med, ”Grüner Veltliner” (det kan både udtales med ”f” og ”v”), og når tyskere bliver fulde, citerer de først Goethe og Schiller – og før eller siden begynder de at diskutere erkendelsesteori. Jeg var kommet til at spørge ham om, hvor mange knapper, der var at dreje på som lydmand – helt ærligt – og hvordan kunne man ligefrem være professor i det?

Bernard sukkede dybt, som om jeg var idiot: ”Die Musik ist nicht im Raum. Die Musik ist im Gehirn!” Og det er selvfølgelig rigtigt nok.

For én ting er, at han faktisk har placeret 100 mikrofoner i de forskellige orkestergrupper og hos solisterne og sidder og mikser alle sporene sammen til det bedste, samlede lydbillede, man kan få ud af det til de par pensionister, som skulle lytte til ”Ein Heldenleben” på P2.

Noget andet er det erkendelsesteoretiske spring. Nemlig at musikken ikke findes noget som helst andet sted end i dig, og svingningerne i luften og øret, som de udløser, og hele den fysiologiske reaktion er intet, indtil det bliver omsat i hjernen til den højeste form for organiseret støj: musik – og får betydning og artikulerer vores følelsesliv og verden.

Det er en illusion, at vi har et gennemsigtigt vindue til virkeligheden, som foreligger i form af kendsgerninger uden for os selv – og et synsbedrag i bogstaveligste forstand. Vi glemmer øjet, der ser, når vi kigger på noget og synes, at det er smukt: blomsten – og måske smager det godt, men det er ikke andet end den lystfyldte, kvantitative udløsning i vores smagsløg, som vi overfører og gør til en kvalitet ved genstanden: rejemaden. Vores virkelighed er altid en oplevet virkelighed – jeg er ked af det, men du er spærret inde i din krop og kommer aldrig ud, indtil du dør med den – og symfonien, blomsten, rejemaden er mentale konstruktioner, som vi danner i hjernen på grundlag af vores sanseindtryk.

Smag er behag, som det hedder – og sjovt nok bygger smagsdommeriet på den tidlige, orale fase i vores udvikling, hvor vi undersøger verden med munden og smager på den. Vi spytter det ud, som vi ikke kan lide og tager afstand til det – føj – og sluger det, som vi kan lide, og inkorporerer det som en del af os selv i en fortløbende afgrænsning: identitet. Nogle stinker af ”hvidløg”, andre dufter af ”bacon”, og fanden er løs.

Når det ikke bare er vilkårligt flimmer, er det selvfølgelig, fordi det igen bliver organiseret af de historisk producerede og socialt indlærte udtrykssystemer og lyststrukturer, som former os fra det øjeblik, vi bliver født: ”kultur”. Det er den eneste forskel mellem dig og grauballemanden, der fik halsen skåret over som et offer til guderne på bunden af mosen. Og grunden til, at perserne nikker opad, når de mener ”nej”, mens vi ryster på hovedet.                  

Du kender ikke til andet og tænker og opfører dig i overensstemmelse med omgivelsernes ønsker og krav, der bliver formidlet i udtrykssystemer og ritualer lige fra vuggeviser til reklamernes glittede vareverden og curriculum på universitet – og hvad enten det er Biblen i 1600-tallet eller Big bang i dag, som bestemmer musikken, danser du med. Vi er ikke 100% biologisk programmerede som dyr, hvor ændringer i adfærd er enormt ressourcekrævende og tager tusindvis af år i den naturlige selektion. Gå over for rødt, og du bliver kørt ned – og kun dem, som går over for grønt, overlever og giver generne videre med det instinktive reaktionsmønster, der er bedst tilpasset miljøet.

Tværtimod bliver vi født ufærdige og hjælpeløse og kræver en omfattende yngelpleje fra pottetræning til sprogindlæring for at kunne begå os. Om det så er at lukke døren og bruge toiletpapir – ”optaget” – eller binde snørebånd og række hånden op, før man svarer. Kald det ”opdragelse” eller ”disciplinering”, ”undervisning”, ”kompetenceudvikling” eller ”dannelse” – det ændrer sig alt efter de aktuelle pædagogiske mål og midler – og indebærer et udviklingsperspektiv i en social karantæne, der forbereder børnene på at leve op til det omgivende samfund.

Der finder en adfærdsregulering sted, hvor du får en lussing og skældud, hvis du går over for rødt – ulyst – og slik og ros, når du går over for grønt – lyst. Det er dressur lige som Pavlovs hunde, der udvikler spyt i forventningen om føde ved lyden af en klokke. Vi knytter lyst- og ulyststrukturer til udtrykskæder – rødt/grønt – og inderliggør dem, indtil du reagerer automatisk og uden at tænke over det.

Man glemmer selve indlæringen i samme øjeblik, man mestrer noget, eller som Walter Benjamin sagde: ”Jeg kan gå, men én ting kan jeg ikke mere – og det er at lære at gå.” Der var engang, hvor alting var nyt – og verden kom en i møde i form af pege-røre bøger – ”hund” – og eventyr: kulturelle udtrykssystemer.

Hvad end det måtte gå ud på, hører børn eventyret for første gang. De aner ikke, hvor det bærer hen, og har slet ikke etableret de udtrykskæder og fortælleskemaer og besidder ikke de mentale redskaber, der skal til for at nå fra begyndelsen til enden. Derfor protesterer de også, hvis man ændrer noget i historien, som lige pludselig er en anden og forfra igen – og det tager mange gentagelser, før forløbet er plantet i hjernen. Lige som at få dem til at stå op om morgenen, når vækkeuret ringer.

Handlingen i eventyr svarer til de grundlæggende handlingsmønstre i den motoriske virkelighed. Vi fokuserer på et eller andet udskudt mål, som vi mangler og begærer – prinsessen eller æblet på grenen – og besætter forestillingen om det med vores drifter og følelser og sætter os i bevægelse for at opnå det. Vi holder ud og overvinder forhindringerne på vejen og får til gengæld prinsessen og det halve kongerige som belønning. Eller plukker æblet og tager en bid med tilfredsstillelsen, der bliver udløst af at tilbageføre besætningsenergien i det forventede æble til kroppen, hvor den kommer fra: ahh.

Du har selv puttet alle de følelser og fantasier ind i det, som du stræber efter for at opnå en gevinst og siden betaler for ved kasse 1 af bare frustration. Målet er ikke andet end genstandsgørelsen og formidlingen af det kvantitative indhold af energi i kroppen, som bliver kvalificeret og får sit udtryk i det en eller andet produkt – og hvilken bil er du?

Om du nu er grauballemand eller moderne forbruger, gør du mere eller mindre ubevidst, hvad der bliver sagt, og handler og tænker i overensstemmelse med omgivelserne og taler sproget efter munden. Logos, sproget – og loven. De mindste afvigelser bliver rettet i stilehæftet, og folk protesterer, hvis du bryder konventionen: Hallo, der er rødt! Nik opad i Danmark, og ingen fatter, at du mener nej.

Med tiden bliver du et selvforvaltet og selvmotiveret individ i det historiske miljø, der består af ritualiserede udtryk med belønninger og straf i endeløse variationer af rødt og grønt: samfundet.

Det er den menneskelige overbygning til naturen, hvor evolutionen er blevet suppleret med en kulturel adfærdsregulering, der adapterer til forandringer noget mere effektivt end den naturlige selektion. Det handler i sidste ende om det samme – og det vil sige om at overleve og give generne videre ved at sikre adgangen til føde, territorie og forplantning.

Kald det for min skyld for en Michelin-restaurant, en strandvejsvilla og en trofækone med et symmetrisk ansigt: same shit. Vores hjerner har ikke ændret sig væsentligt de sidste 100.000 år – og måske er omvejen blevet længere i formforvandlingen, men du befinder dig stadig på savannen og bliver pisse forskrækket over en skygge på væggen, fordi den følelsesmæssige reaktion i amygdala er hurtigere end dig og dine frontallapper, bøh!

Det er en anden nærliggende og udbredt illusion, at tingene har betydning i sig selv. Det har de ikke. Vi tillægger dem betydning, og ganske vist er en spade en spade og en skovl en skovl, men hvad de betyder, er vilkårligt. De kan betyde hvad som helst. Det afhænger fuldkommen af sammenhængen og deres indlejring i et handlingsforløb, der giver dem udtrykskarakter og peger på noget andet og mere end dem selv: hvad skal det til for?

Tag for eksempel påklædningstvangen. Den er et væsentligt led i socialiseringen, og nøgenhedsforbuddet er ikke småborgerligt snerperi, men formidler vores omgang med kroppen gennem indlevelsen i de andres ønsker og kritisk bedømmende blik på os selv – og vi lærer at styre os og tage hensyn til hinanden i stedet for at dyrke en uhæmmet selvrealisering.              

Enhver med drengebørn har skullet forklare, at de skal pakke pikken ind, når de stolt viser den frem – og nogle forstår alligevel aldrig, at det markerer respektløshed og manglende samfundssind. Jeg vil undlade at nævne navne, men de må lære at udtrykke, hvem de er, og deres lyster i en socialt tilpasset form i stedet for. Det kan være i valget af beklædning, og moden giver rig lejlighed til det i den evige gentagelse af det samme som nyt – så er det stribet, så er det ternet – og rundt i ring.

Det betyder ingenting at smide tøjet – eller som man siger: falder træet, hvis ingen hører det? Det kommer helt an på, hvor og hvornår og for hvem, sammenhængen.

Hiv bukserne ned foran en forsamling på Christiansborg, og det er noget andet end at gøre det på stranden. Bliv ved med at springe nøgen rundt på Rådhuspladsen, og du bliver arresteret for blufærdighedskrænkelse – og ender måske i psykiatrisk behandling, hvor du skal resocialiseres og lære at opføre dig i overensstemmelse med de gældende normer i det offentlige rum.

Stil dig op på scenen og strip i Det kongelige teater, og det er finkultur: bravo! Du optræder ikke engang i egen person, men er et rolleudtryk i et dramatisk forløb, der peger på en højere betydning hinsides din nøgne krop: ej blot til lyst. Gør det samme i en pornofilm, og det er straks en anden sag og lavkultur, der skal udløse en lystfuld, fysiologisk reaktion: fy!

Selv i dit eget hjem er der stor forskel på, om du står med dilleren fremme i køkkenet, mens du laver mad, eller om du er i badeværelset. Du kan opleve det umiddelbart ved at løbe gennem de forskellige betydningsrum, når din datter i puberteten har veninder på besøg – de skriger af rædsel på vej gennem dagligstuen – og ende i soveværelset, hvor det igen er afhængigt af, hvem der venter i sengen.

Christiansborg, stranden, Rådhuspladsen, Det kongelige teater, pornofilmen, køkken, bad, dagligstue og soveværelse er lige så mange forskellige udtrykssammenhænge – kontekster – der tilfører den samme, simple handling en betydning, der ændrer sig konstant. Det kræver en del at holde styr på dem og tror pokker, at nogen går forkert i byen. De ”etiketterer” det lige som det ene eller andet generiske produkt, der er komplet betydningsløst – øl er øl – men Tuborg gør noget ved musikken ved at kommunikere det, og hvis du bestiller en Heineken i den forkerte bodega, får du tæsk.

På samme måde er ”strand” og ”Rådhuspladsen” ikke andet end norm- og udtrykssystemer, som vi har indlært og aktualiserer på rette tid og sted, og vi opfører os tilsvarende og opfatter tingene i overensstemmelse med dem. Man kan selvfølgelig godt handle, som om man er på stranden i Det kongelige teater, men det vil netop ikke ”høre sig til” og ikke være ”på sin plads” – og de fleste af os råder over et bredt spektrum af stereotype ”etiketter” og skifter automatisk mellem dem. Ellers bliver du hurtigt korrigeret – og smidt ud, fordi du bryder … etiketten.

Hvis man skal sammenligne det med noget, svarer det til et diasshow, hvor vi oplever den ene indrammede ting og situation efter den anden uden at lægge mærke til det – og tror, at betydningen på magisk vis spirer frem i blomsten, og musikken kommer ud af en flaske Tuborg. Vi glemmer rammen og vinduet, som vi ser igennem i meningsfulde verdensbilleder.

”Realisme” er bare en genre blandt andre – og en måde at fremstille tingene på, som får dem til at tage sig sådan ud. Man kan bryde identifikationen og forholde sig følelsesmæssigt distanceret til dem og ”objektivt” – så er det en krop på operationsbordet. Eller man kan forholde sig ”subjektivt” og indlevende til dem – og det er din mor, som du nødigt vil skære op.                  

Vi forbinder TV-avisen med sandhed og seriøsitet, fordi studiet er blåt, værten sidder i jakkesæt med slips bag et skrivebord, og der er vand i glasset. Han kunne lige så godt sidde med en fadøl og korslagte ben på gulvet i psykedelisk lys og sige det samme – og vi ville næppe skænke det den store troværdighed.

Selvom nyhedsoversigten fra udlandet er vinklet og klippet i en grad, hvor det minder om en musikvideo med rytmisk og neutral speak – der er gudhjælpemig elektronisk underlægningsmusik – opfatter vi det som en passiv reproduktion af kendsgerninger. Men det er billeder på en væg, og der er ikke hul igennem til Washington.

Derfor gynger det også i vores hjerner, når vi har drukket os fulde, og du går ind i lygtepælen. Man skal bare være bange eller ændre underlægningsmusikken i filmen, der bestemmer den følelsesmæssige fortolkning af, hvad der sker – og Lassie forvandler sig til en varulv. Skru ned for lyden, og en hund er en hund er en hund. Eller nej, selv ”hund” er ikke andet end et koncept, som du har tilegnet dig lige fra pege-røre-bogen, og hvis du spørger en muslim, er det ikke nødvendigvis menneskets bedste ven.

Med andre ord må vi leve med, at en hvilken som helst virkelighedsfremstilling er FREMSTILLET i aktiv forstand. Den er produceret – og socialt og kulturelt formidlet og forhandlet, hvor vi på grundlag af sanseindtryk og kognitive mønstre og erfaringer, forventninger, interesser og følelser danner os et billede af os selv og omgivelserne i en mental konstruktion.

Vi går ikke i landskabet, men i bevidstheden om landskabet. Det er et kulturlandskab – og ikke kun fordi vi efterhånden har underlagt naturen vores kontrol og behersker og dyrker og former den efter vores forgodtbefindende – men fra grunden af. Grauballemanden er dig, Du ser, hvad du ved af – himlen er bestemt af mytologi eller meteorologi i vejrudsigten – og horisonten er lige så smal og lige så bred, som den fremstår i dit vindue til verden.

Nu er jeg hverken evolutionsbiolog, kognitionsforsker eller semiotiker, og man kan spørge sig selv, hvorfor jeg beskæftiger mig så meget med de grundlæggende betingelser i stedet for det, som det egentlig skulle handle om: dannelse?

Dannelsesbegrebet bliver imidlertid brugt på en måde – politisk, pædagogisk, socialt – som man godt kunne ønske sig at tage op til revision og rykke et andet sted hen.

For hvad er det, vi taler om her: ”kultur”? Alt er kultur fra køkultur og madkultur til rockermoral. Det er meget forskelligt, hvad der skal til for at begå sig – og når vi taler om ”dannelse”, er den største, historiske belastning nok, at vi identificerer det med den borgerlige dannelseskultur. Vi forbinder den med dannelse som sådan og begrænser den som regel til at skulle være en smal, finkulturel udfoldelse i et fortidsmindemuseum af ballet og klassisk musik på P2. Eventuelt tilsat lidt Emma Gad.

Der er blevet skrevet biblioteker om dannelse fra ridderne i middelalderen og hoffet til handelsborgerskabet. Ole Worm er typisk for, hvor omfattende det kunne være i 1600-tallet, når han allerede som elleveårig bliver sendt ud på en dannelsesrejse gennem Europa og studerer sprogvidenskab, filosofi, teologi, oldtidshistorie og medicin på de førende universiteter, indtil han vender hjem ti år senere som polyhistor. Skolereformen virker pludselig knapt så ambitiøs, som den gør i dag.

Det samme gælder stadig for Goethe, hvor natur- og humanvidenskaberne går hånd i hånd med udviklingen af en engageret samfundsborgerlighed og praktiske færdigheder. Det er den brede dannelse i det hele menneske, som samler sig i ens karakter – æstetisk, moralsk, socialt – og han demonstrerer den i Wilhelm Meisters Lehrjahre, der bliver forbilledet for den borgerlige genre over dem alle: dannelsesromanen.

Den beskriver fra nu af det enkelte individ i et laaaangt udviklingsperspektiv, hvor man drager af sted hjemmefra og ud i verden lige som i eventyr. Den forsvundne skat er dog i dette tilfælde: en selv – og hvordan man bliver til den, man er. Det sker gennem en erkendelsesproces i omvejen tilbage til en selv over alt muligt andet, som giver en lejlighed til at gøre erfaringer, og man vender hjem igen, men nu som et selvbevidst individ. Skidegodt, Egon!

Det karakteristiske for romanformen er netop, at den retter sig mod et udskudt mål i et spændingsforløb, som også slår igennem i musikken, hvor symfonier strækker sig over en time mod det store brag i finalen – og publikum får omsider kontrolleret udløsning for deres opsparede pirringer og følelser i klapsalver og måske endda et enkelt bravo! Puha, så er der frikvarter.

Musikken og litteraturen i borgerskabet omkring romantikken svarer til den opdragelse, som vi forbinder med ”dannelse”, og den fandt sted for over 200 år siden. Den går ud på at hæmme og udsætte umiddelbar, kropslig lyst og motoriske udladninger til fordel for et langsigtet mål i en intellektuel omgang med virkeligheden: meningen med det hele – og ikke mindst, profitten.

                   Det er folkeskolen i en nøddeskal, som dresserer børn til tre ting: at komme til tiden og at sidde stille uden nogen sanselig og praktisk livssammenhæng og at beskæftige sig med omverdenen i form af bogstaver og tal. Efter 12 år er de nogenlunde klar til at stå op om morgenen og gå frem og tilbage til arbejde af sig selv i den evige, tvangsmæssige mønstergentagelse, der er vores tilværelse som funktionærer – og når vi har produceret i otte timer, kan vi så forbruge i otte timer og dyrke friheden i vores fritid på Netflix, hvor alt det kan lade sig gøre, som aldrig kommer til at ske i virkeligheden.

Problemet med vores forestillinger om ”dannelse” er, at det efterhånden er blevet reduceret til et kulturforbrug, som vi dyrker i fritiden. Det er noget sekundært og ekstra og ”flødeskummet på kagen”, som politikerne ynder at kalde det – og bygger på en himmelråbende uvidenhed og mangel på dannelse, der mystificerer, hvad kultur er.

Det er derfor, at der skulle sådan en lang indledning til for i det mindste at slå det fast. Kultur er ikke glasur og ornament, eller hvad end der måtte falde ind under Kulturministeriet, der støtter den ene eller anden del af ”kulturlivet” mellem håndbold og lerdrejning på aftenskolen og Statens Museum for Kunst. Det er ikke noget perifært og isoleret aspekt af tilværelsen, som man kan vælge til eller fra, men tvært imod forskellen mellem dyr og mennesker og centrummet, som det hele drejer sig om. Det bestemmer din selv- og virkelighedsoplevelse, din adfærd, dit sprog og din gestik og dine værdier fra ende til anden.

Man må så spørge sig selv, hvorfor det ikke bliver skænket tilsvarende opmærksomhed og ressourcer, men bliver overladt til partisoldater på Christiansborg, som ikke aner, hvad de taler om, og også er temmelig ligeglade, fordi kulturen bare er et ideologisk instrument for magtpolitikken.

Det er så her, hvor omgangen med ”dannelsen” kommer ind, fordi den bliver brugt som et belejligt fjendebillede, der spiller en elitær finkultur ud mod de sande repræsentanter for det mest uhyggelige af alt: folket.

Den socialdemokratiske regering har ikke kun overtaget strategien fra Dansk Folkeparti, men gør deres tidligere så magtfuldkomne kulturordfører Alex Arendtsen til et dannet menneske, der lirer på violin i privaten, mens han forsøger at nedlægge DR Symfoniorkester og Kunstfonden, og Morten Messerschmidt er en operaelsker, som stiller op for Verdi på Bakken i Dyrehaven.

Det sidste man hørte til Dansk Folkeparti, inden klimakrisen tog livet af dem, var deres filmudspil: ”Mindre Lars von Trier, mere Far til fire!” Den brede befolkning krævede danske film og familiefilm, ikke smalle arthouse film til eliten i København, selvom de vel stadig er danskere og for en god dels vedkommende tilflyttere fra provinsen. Men hey, så længe det skiller os ad i konflikt – folket mod eliten, provinsen mod hovedstaden, finkulturen mod populærkulturen – og spiller Danmark ud mod sig selv.

Sådan lød også det sidste, man hørte til Henrik Sass Larsen, som formulerede Socialdemokratiets kulturpolitik med Suzuki-Torben i Køge og talte provinsen ned med revyer, bingo og klassehad mod kunst i al almindelighed. Mattias Tesfaye kunne ikke være mere enig: Bøger er for eliten, og kulturlivet er bare overførsel af midler fra folket til de rige svin, der rasler med perlekæderne til klassisk koncert og ballet på – uha, uha – Det Kongelige Teater.

Dermed er Socialdemokratiet nået hele vejen rundt og har vendt sig selv 180 grader på hovedet fra dengang, hvor de faktisk talte en stor, underprivilegeret arbejderklasses sag og kæmpede for at give os lige adgang til uddannelse og kunst og kultur i folkeskoler, folkebiblioteker, museer, koncertsale og dyre sæder i Det kongelige teater. Deres sidste og eneste ”folkelige” forskel er faktisk blevet kulturpolitikken, hvor det ikke længere handler om at støtte og udvikle og få del i kulturlivet, men skamride det med forestillingen om en eller anden abstrakt og herskende elites kulturforbrug – og gøre sig til forkæmper for alle os andre, som ikke bliver anerkendt i vores lavkulturelle fravalg af litteratur og kunst til fordel for bingo, revyer, musicals og håndbold.

Vores regering og deres kulturpolitik følger princippet ”del og hersk” ligesom Dansk Folkeparti. Det ene kan vel være lige så godt og lige så ”dannende” som det andet, og hvorfor kede sig ihjel til en digtoplæsning og falde i søvn over en opera af Wagner? De hierarkiserer kulturelle udtryk i finkultur og populærkultur – bøger eller bingo, Lars von Trier eller Far til fire – som om det nødvendigvis skulle være modsætninger i strid med hinanden. Det ene bliver identificeret med en privilegeret, herskende elite – og nu kommer de folket til undsætning ved at bekæmpe overklassen og gøre de legitime krav på kulturel anerkendelse gældende for Hr og Fru Danmark!

Det svarer præcist til venstrebonden Anders Fogh Rasmussens opgør med ”Smagsdommerne” – og hedder også rindalisme. Det er et politisk instrument for dem, som faktisk er ved magten, og benytter balletten til at kolportere ideen om, at den har bedre vilkår og sidder mere på flæsket end den ressourcesvage, undertrykte bingo. Hallo, må vi være her! For alt er lige godt, og min smag og min mening er lige så god og tæller lige så meget som din, hvis jeg siger det – og derfor kan jeres kulturliv gå ad helvede til!

Jeg er ked af det, men alt er ikke lige godt. Mærkeligt nok accepterer vi inden for stort set alle områder, at det ene er bedre end det andet – og om det er biler. Det er en smuk og kristen tanke, som fremmer mange ypperlige sociale mål, at alt og alle er lige uafhængige af kvaliteter. Men det har også en række virkninger, som står i strikt modsætning til vores ønske om kulturel og social udvikling.

Når nogen siger ”kunst og kultur”, får jeg røde knopper af samme grund, som når en velmenende person siger ”etik og moral”. Det er en pleonasme, og alt er kultur, mens kunst er en professionel disciplin, som kræver titusindvis af timer for at bemestres og udøves. Grib en violin, og det lyder som kattejammer.

Hvis vi aldrig var i stand til at vælge noget som bedre end noget andet i kraft af nogle egenskaber – skønhed, graciøsitet, intelligens eller etisk modenhed – ville verden vende tilbage til en før-dyrisk tilstand. Selv påfugle vælger mage efter fjerpragten – og vi beundrer og avler dyr ud fra deres egenskaber. Men når det kommer til ”kunst og kultur”, dyrker vores regering og deres taleskrivere janteloven og populismen i et politisk hykleri, der fratager nøjagtigt den befolkning vores kulturliv, som de gør sig til talsmand for.

Man kunne også anlægge et perspektiv på ”dannelse”, som ikke hierarkiserer de kulturelle udtryk og stiller dem i modsætning til hinanden – og gøre op med den fetichistiske dyrkelse af det ene og andet som led i ens identitetsdannelse og sociale positionering, hvor man smykker sig med det som en fjer i hatten.

Hvad enten man er til dansktop eller Mahler, så er det tydeligt, at fornægtelsen af det ene tjener positiveringen af det andet i en aktiv selvafgrænsning: identitet. Musikken er bare et middel til et mål, som ikke har en pind at gøre med den – og derfor bliver man også rasende, når der lige pludselig strømmer tyrkiske, synkoperede rytmer ud af radioen i taxaen.

Den eneste forskel mellem klassisk musik i koncertsalen og rytmisk musik på diskoteket er receptionsholdningen. Man bliver i begge tilfælde bombarderet med lyd, som burde få en til at flygte skrigende væk. Men du må ikke bevæge dig i koncertsalen eller så meget som hoste – lige som i klasselokalet – og man skulle tro, at publikum lider af rygmarvslammelse i deres sæder. Til gengæld føler du dig passivt bevæget i en følelsesmæssig pirring, som tager dig fra håb og gråd i en henrevet time mod den kulminative udladning, ta-daaa!

Det er dybt og seriøst, mens det omvendte er tilfældet i diskoteket, hvor du også bliver udsat for høj musik. Her kan du til gengæld få motorisk afløb for pirringen med det samme ved at danse – og bevæge dig. Ikke meget at skrive hjem om, men det gør det hverken dårligere eller bedre end klassisk musik. Det er bare noget andet. Når vi dyrker den ene form som ”dannelseskultur”, så er det, fordi den støtter opdragelsen, som handler om at undertrykke umiddelbar lyst til fordel for et udskudt mål, som peger bort fra kroppen mod en betydningsfylde i et ”åndeligt” hinsides.

Hvis romanen har en åben slutning, kan den give anledning til uendelige fortolkninger i en anspændt førlyst, hvor vi omsider får brug for en alt for lang uddannelse på universitet. Det er noget helt andet, når det kommer til genrer, som ender med en erkendelse – morderen i krimier – eller provokerer kropslige reaktioner som melodramaer, der udløser gråd – og latter, gys og udløsningen i porno, som rangerer lavest i det kulturelle cirkus.

Det er en individualistisk finkultur, hvis vi dyrker overskridelse og forskel og fornyelse i avantgarden, og plat, hvis det handler om fællesskabsetablerende gentagelser i charterrejsen. Men begge dele er indlærte og lige stereotype, sociale adfærds- og oplevelsesformer.

Personligt fortrækker jeg dem allesammen – hver ting til sin tid – og det handler ikke om det ene på bekostning af det andet, men om at tilegne sig så mange ligestillede udtryksformer som muligt – og trække dem ud i en harmonika, der tillader en at udleve og opleve et utal sider af sig selv og virkeligheden.

Det forbandede ved ”dannelse” er, at det er knyttet til forestillingen om, at klassisk musik er mere avanceret og kræver flere forudsætninger at kunne værdsætte og forstå end den nyeste udgivelse af Kylie Minogue: Disco. Men det er ikke tilfældet. Der er intet i vores liv, som er forudsætningsløst, og man skal besidde en højt udviklet bevidsthed og semiotik for at kunne begå sig på en natklub i New York. Du vil være en elefant i en porcelænsforretning uden ”dannelsen”, der skal til for at bestille en drink i baren. Skål!

Det bringer os langt om længe til konklusionen, som sådan set bare handler om at relativere vores forestillinger om ”dannelse” – og udvide dem. For det går fremad i forhold til den sorte skole, som jeg blev udsat for,

For hver generation stiger IQ’en med ti procent, og vores børns horisont og viden og bevidsthed overgår med længder, hvad jeg præsterede på deres alder. Når jeg sammenligner mine døtre på fjorten og tolv år med den, jeg var dengang, så er der en verden til forskel: hele verden.

Det kan være svært at forestille sig, men vi havde ikke engang fjernsyn. Vi gik på æblerov og legede i høstakke og ledte efter tordensten i grusbunken. Det længste, jeg kunne komme væk, var at kaste med fiskestang, så langt jeg kunne ud i Østersøen, og drømme om, at en havørred bed på. Det gjorde den aldrig.

Den øvrige verden kom ind ad brevsprækken i form af Berlingske Tidende og Lolland-Falsters Folketidende – og af og til et postkort med et eksotisk frimærke fra min tante på Mallorca og min mormor i Tyskland. Derudover var der transistorradioen i køkkenet, hvor min mor hørte ”De ringer, vi spiller” med Jørn Hjorting og ”Carlsens kvarter”. Hvis jeg var heldig, dukkede der nogle kostbare sekunder af popmusik op med Jørgen Mylius – I aner ikke, hvem han er – før vejrudsigten.

De viste ”Tarzan” i biografen, Kino på Langgade, og tegneserier var en sjælden skat. Det nærmeste, man kom synet af sex, var et smugkig i de farlige blade i kiosken. Min kommunikation over større afstande begrænsede sig til de takkekort, jeg skrev til jul og fødselsdag, og en hilsen fra sommerferien på Anholt: ”Vi er lige gået forbi en iskiosk. Det regner. Kærlig hilsen, Knud.”

Der blev trukket et landkort ned foran tavlen i klasselokalet – og det var det: Sovjet var rødt, Tyskland var sort, og USA var uopnåeligt. Jeg burede mig inde i mit børneværelse og legede med legoklodser og ledte efter en udvej i det eneste, som åbnede sig for mig: bøgerne på folkebiblioteket.          

De var min dør, og jeg gik ud af den og så mig aldrig tilbage, fordi jeg havde fundet ud af, hvad jeg ville, og drømte en umulig drøm. Jeg ville være det, som man overhovedet ikke kunne blive til: poet – og fulgte stjernen resten af livet, som havde tændt sig over roemarkerne på Falster.

Nu er det ikke Østersøen, men hele verden, som banker på deres laptops og smartphones, og jeg kan godt forstå, at de hænger foran skærmen i timevis. Det ville jeg også have gjort.         

 Minecraft er avanceret Lego, og Google er historiens største bibliotek. De har adgang til alle de film, al den musik, som nogensinde er blevet lavet, og millioner af andre unge på TikTok og Instagram. De kan være sammen med venner og familie på Messenger og Facetime når som helst og hvor som helst – og sammenlignet med det, var jeg på deres alder en stavnsbundet, umælende og uvidende huleboer. Og … et barn.

Men hvad med deres barndom? De skal præstere for at begå sig i en grad, som er urimelig, og krigene og katastroferne og ødelæggelserne, nød og død kommer med ind, når de åbner den digitale dør til værelset. Den ene krise efter den anden rammer en verden, hvor alt og alle er forbundet med hinanden: Finanskriser, flygtningekriser, klimakrisen og nu: coronaepidemien. Det er ikke meningen, at de skal bære det på deres skuldre og tage sig af problemer, som vi har skabt for os selv og overgår vores evner til at løse dem.

Når jeg kigger på min ordentlige og pligtopfyldende og flittige datter, som er bare fjorten år gammel, så er det en ny og bedre og beundringsværdig generation, og jeg glæder mig over, at evolutionen fortsætter. Hun står op om morgenen for at gå i skole i otte timer og lave lektier alene uden at kny – og bagefter dyrker hun en halv times workout for at holde sig i form. For at det ikke skal være løgn, tæller hun kalorier og spiser mere og mere vegetarisk for hver dag. De mest symmetriske piger på Instagram – en ud af en million – får hende til at græde sig i søvn.

Ikke nok med at hun siger nej til alkohol og stoffer – hvis hun får nys om, at den ene eller anden popstjerne så meget som rører marihuana, er han færdig som popstjerne i hendes playlist – men ryster også opgivende på hovedet, når jeg tilbyder en sodavand. Hun gør mig opmærksom på, at jeg slår mig selv ihjel, fordi jeg ryger pibe, og synes, at jeg er klam, når jeg serverer kød og mere kød med alt for meget smør og tager mig endnu et glas vin for meget.

Selv min yngste datter belærer mig om, at jeg har et ansvar for at holde mig i live for mine børns skyld, og siger stop, når jeg vil gå over for rødt, fordi der ikke er en bil i syne. Den drøner lige forbi os i næste sekund. Det er mig, som ikke kan se, tak.

Jeg er vokset op ved verdens ende i provinsen på en kasse øl med cigaretter – og kæmpede mig hele vejen til universitetet i København, hvor den mest idiotiske ideologi fra ungdomsoprøret og modkulturen og intellektuelle akademikere herskede suverænt.

Den gik ud på, at sport og motion var en fordummende kropsdyrkelse – og bare det at tage vare på sig selv og soignere sig og bruge make-up og skænke ens påklædning den mindste interesse – for slet ikke at tale om materielle goder – var den lige vej til helvedet. Det var bevidsthedens herredømme over kroppen og virkeligheden og handlede ikke om at uddanne sig til et job i et udbyttende og tingsliggørende, fremmedgørende og varegørende arbejdsmarked, men om at gøre oprør og bekæmpe det forblændede, borgerlige samfund og dyrke overskridelsen og friheden med sex, drugs and rock and roll: Turn on, tune in, drop out!

Der sidder vi så for enden af vejen i de rygende ruiner, hvor vi realiserede os selv på bekostning af vores børn – og forlanger af dem, at de skal rydde op efter os.

Det værste, man kan gøre, er at tage barndommen fra en – og det har vi gjort. De er blevet voksne for tidligt på vores vegne og præsterer og motionerer og disciplinerer sig for at leve op til en verden, de ikke har bedt om og ikke har skabt.

Jeg er ked af, at jeg har fejlet, og har ikke meget andet at sige end undskyld, selvom det er et fattigt ord og ikke gør fra eller til. Men jeg vidste ikke bedre og gjorde, hvad jeg kunne og troede var rigtigt og godt i bedste overbevisning.

Det er ikke op til mig – om nogen – at komme med gode råd ud over, at I ikke skal gøre som mig og ikke lytte til, hvad jeg mener om noget som helst. Det er alligevel forgæves, fordi man ikke kan give dyrkøbte erfaringer videre. Dem skal de gøre selv. Men prøv alligevel at værdsætte det, som vi ellers tager for givet, og træk vejret i bevidstheden om, at du findes og er fri – og hvor meget der afhænger af dine handlinger.

Vi er en del af naturen – ikke herrer over den – og kun til i kraft af hinanden. Du får, hvad du giver, og vi hænger sammen, hvad enten det er i smittekæder eller kys og kram og kærlighed: en sommerfugl, der slår med vingerne i Kina, kan udløse en orkan i New York. Måske er meget af det, som du måtte undvære, slet ikke så nødvendigt endda – og man kan ikke forbruge sig til mening, men kun skabe den. I stedet for at ville have så meget som muligt ud af livet – og blive rig – så bring noget ind i det og berig os.

Hvis jeg må komme med et sidste, ligegyldigt pip – og det gør jeg i tryg forvisning om, at du ikke hører efter – så gør mig én tjeneste, mens du er ung og vild og stadig ikke kender til begrænsningerne i den virkelighed, som venter på den anden side af din barndom: Drøm den umulige drøm – og sæt dig et mål og brænd for det og følg det og hold fast, så du kan bryde ud af dine rammer og overskride dem, hvor end du kommer fra.

Kravl ud af vinduet – og bliv til det bedste i dig selv. Little Miss Perfect: Lykke på rejsen!