Det er nøjagtigt 40 år siden, at den tyske filosof Peter Sloterdijk skrev ’Kritik af den kyniske fornuft’. Essayet strækker sig over tusind sider og to bind, og husker jeg rigtigt, handler det blandt andet om, at oplysningen har slået fejl. Videnskab og uddannelse til trods har den ikke ført til en ændring af vores adfærd, men blot afstedkommet en ironisk bevidsthed, der ved bedre, men ikke gør noget ved det. Batterierne bliver alligevel smidt til småt brændbart. Den kyniske fornuft.
Jeg kom i tanke om det i en gigantisk tøjforretning, hvor jeg sad på trappen og ventede på min niece. ZARA har nemlig lanceret en lyserød kollektion, inklusive stiletter i plast og accessories, i anledning af spillefilmen ’Barbie’, og det er de ikke alene om.
Den endeløse mængde af kluns og merchandise fra ALDO, Revlon, Kendra Scott, OPI, FUNBOY, Kitsch, Glow Recipe og NYX kan købes til lyden af soundtracket i højttalerne, ’Barbie, The Album’. Her er samlet alt, hvad der kan krybe og gå af stjerner i musikindustrien fra selveste Dua Lipa, Lizzo, Khalid og Nicki Minaj til Tame Impala, hvis sukkersøde pornopop, ’Journey To The Real World’, brænder et hul i lommen på dig:
I wonder what we’ll see
When we get to
The real world
Nummeret adskiller sig ikke fra en jingle, varer kun lidt over et minut, og hvis man skulle være i tvivl, er det perfekt til TikTok, hvor #BarbieMovie indtil videre har 5,4 milliarder views. Scenerne i filmen er tilsvarende klippet, så de kan indtages i småbidder på sociale medier.
Tobaksgiganten Phillip Morris har markedsført cigaretter med rygestopkampagner, og McDonald’s sælger deres burgere med foldere om sund kost, men det er svært at overgå ironien, når Mattel, Inc., selskabet bag Barbie, varegør kritisk bevidsthed og frigørelse i én lang reklamefilm for at forny sit brand. Du betaler endda for at se den og spytter i kassen til de syv milliarder kroner, filmen foreløbig har tjent bare i billetsalg. Bingo!
Det er i dette kredsløb af medier og merforbrug, vores børn vokser op fra deres tidligste leveår. Jeg får ikke længere det store ud af at spørge, om de har leget ’Tornerose var et vakkert barn’ i børnehaven. Altså legen, hvor man former to rundkredse – tjørnehækken – og én bliver sluppet ind til et kys i midten. Hvorfor skulle de?
I stedet sætter pigerne sig til at se endnu et afsnit af ’Barbie og de tolv dansende prinsesser’, eller også spiller de ’Disney Princess’ på deres lyserøde Nintendo i et grænseløst dukkehus: »Bliv ven med dine yndlingsprinsesser – Askepot, Ariel, Snehvide, Belle og Jasmin – og spil som din favorit! Du vælger selv hendes navn, hendes kjole, accessories, hår, hudfarve og øjenfarve! Optjen belønninger og opnå bonus-minispil!«.
Pointen med belønningssystemet er at samle point nok til at kunne blive ved, og næste bling i spilleautomaten holder én fanget mellem spænding og udløsning til langt over sengetid. Det er umuligt at slukke for den lysende skærm.
Disney og Mattel, Inc. har anbragt et kasseapparat i børneværelset, og snart vil de også have en mund, der som influencere på instagram reklamerer for 21 items af Stine Goya og røde og grønne tasker fra Gucci samt et par stiletter med rød sål fra Louboutin.
Børnene har givet det mest dyrebare fra sig – deres tid og opmærksomhed, følelser og tanker og fantasier – og har fået ’Barbie og de 12 dansende prinsesser’ og ’Disney Princess’ i bytte. Det er så kulørt og glitrende og uimodståeligt som slik fra en børnelokker, og man vil bare have mere, men får aldrig nok og bliver fattigere for hver gang.
Den forførende vareverdens udstillingsvindue udsuger vores drifts- og fantasiliv, og eneste måde at få det tilbage på og slippe for frustrationen er ved at åbne pengepungen ved kasse 1. Og bagefter lokker det forfra igen.
Askepot, Ariel, Snehvide, Belle og Jasmin i ’Disney Princess’ bærer ingen betydning ud over tøjet: Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her? Der er ingen af dem, som er en rigtig prinsesse i et eventyr, der handler om andet end udseendet – og om at handle ind.
Man kan i mellemtiden tage en personlighedstest i forbindelse med spillefilmen: ’Which Barbie Movie Character Am I? Barbie Quiz’. Resultatet kan bestilles online i form af tilsvarende Barbiedukker: ’Which Doll am I?’.
Du kan også få en t-shirt med det lyserøde Barbie-logo og spørgsmålet printet på brystet: ’What was I made for?’. Det er titlen på Billie Eilishs bidrag til soundtracket, og svaret ligger lige for. Du blev født til at være forbruger og modeoffer og shopaholic lige som replikanterne på instagram og købe en stereotyp identitet, der består af polyesterkugler.
Det er skruen uden ende, og smartphones med lyserødt cover holder den i gang. Den tager alt det fra børnene, som de kunne ønske sig. Den krænger deres inderste ud, og fra nu af udspiller livet sig på skærmen og gør dem til passive tilskuere i døgndrift.
Den vågner med dem hver morgen og følger dem gennem dagen, op og ned ad gaden og ind og ud af butikker og sidder med til bords om aftenen. De ænser knap nok, at man henvender sig til dem, eller hvad de putter i munden, og de scroller videre i drømmene i stedet for at falde i søvn.
Jeg har set for øjnene af mig, hvordan interessen for andet døde hen. Klatretræet i parken med blomsterne og skyerne og himlen stod forladt tilbage. Farveblyanterne og noderne til kor og rulleskøjterne fandtes ikke mere og heller ikke det stille torv, hvor man kunne køre rundt i ring, mens skyggerne blev længere end solsortenes sang.
Der var tomt, hvor klaveret havde stået. Deres cupcakes bliver ikke til noget. Det lille teater og store museum lukkede bag dem, og stranden fuld af bølger og tang og forsteninger fra kridttiden får dem næppe til at løfte blikket. Møns Klint sank i havet med den virkelige verden.
Jeg savner deres søde ansigter, der nu gemmer sig bag skærmen i en strøm af øjebliksbilleder på få sekunder. En vilkårlig række af og… og… og… der hverken har begyndelse eller ende. Det er umuligt at dvæle ved og frembringer bare en frustreret trang efter næste fix og næste igen uden at tilfredsstille den. Deres tid bliver slået i hundredtusind stykker.
De er blevet afhængige af det med øjne så store som møllehjul og minder mig om opiumsrygerne og hipsterne i 1950’erne, der røg heroin, mens de lyttede til jazz. De lå på hoften – heraf udtrykket ’hipster’ – og meget passende har de digitalt indfødte overtaget betegnelsen.
Hvis vi siger stop, slår de og råber i protest som en narkoman, fordi der ellers ikke er andet end kedsomhed, og sådan går timer, uger og måneder på sofaen med det, der skulle have været en barndom. Det er dem, som bliver forbrugt.
Der er en hel industri – underholdningsindustrien – hvis fremmeste formål er at få tiden til at gå og forhindre menneskeheden i at kede sig. Ikke desto mindre tjener det netop industriens interesser, at vi keder os og bliver ved med at gøre det og fortsætter vores forbrug for at blive fri for det.
Derfor virker produkterne også som coca-cola: Jo mere du drikker, desto tørstigere bliver du, og desto vanskeligere får du ved at falde i søvn. Du skal være vågen 24 timer i døgnet og parat til at konsumere et eller andet – og din smartphone gør dig tilgængelig for det nyeste tilbud, når som helst og hvor som helst, indtil ansigtet er som glasset på en skærm.
Det er et hyperaktivt cirkus, der går ud på at holde opmærksomheden fanget. Selv vejret er blevet en vare, der tiltrækker seerne med spektakulære breaking news – lige nu og lige her! – og kører i et loop af den evige gentagelse af det samme som nyt. De isolerede indslag må for guds skyld ikke vare for længe og skal kunne indtages bid for bid og forudsætningsløst i en nutid, der ikke kender noget før eller noget efter. Nu er det der, nu er det der ikke – og i morgen er alting glemt. Hukommelsestabet er over os.
Da jeg hentede bogen med ’Grimms Æventyr’ frem, faldt der visne, gule blade ud af den. Det duftede af papir, og skygger og skumring fra en dyb skov vendte tilbage med Tornerose, som jeg fik læst højt, mens tjørnehækken voksede rundt om den evige eftermiddag. Men det er mere eller mindre håbløst at slukke for lyset ved sengetid, og vi kommer knapt nok gennem »Der var engang…«, før børnene bliver utålmodige. De vender og drejer sig, fordi historien trækker ud og først giver mening om lidt. Den kan ikke blive kort nok, og de vil have det hele på én gang og med det samme og bladrer videre i bogen efter billederne. De var der ikke. Man skal lukke øjnene og lave dem selv.
Jeg husker udmærket, hvordan det var at sidde på bagsædet og følge de rindende dråber ned over bilruden i regnvejr. Eller vævningerne i gulvtæppet, når uret holdt op med at tikke i stuen, fordi der blev længere og længere mellem hvert sekund. Endeløse klassiske koncerter, hvor jeg nikkede og gabte på den ubekvemme stol, og gudstjenesten sneglede sig så langsomt af sted, at det aldrig blev juleaften.
Og hvad skete der? Lige så stille sank omgivelserne, som ikke kunne fastholde ens interesse, bort, og man faldt i staver og døsede hen, indtil noget andet vågnede i én, og tæppet gik op for ens egne forestillinger.
Kedsomhed er kongevejen til Torneroseslottet. Den ligger lige bag vores blik. Når man næsten ikke kan holde øjnene åbne, og virkeligheden er på nippet til at forsvinde, giver tingene sig til at blinke til én og antager deres eget liv. Hvis man trækker tiden i langdrag, går den før eller siden i stå, og evigheden og eventyret begynder.
Jo mere tid man giver sig, desto mere får man. Hvis man dvæler ved tingene, åbner de sig som gaver, og du kan blive ved med at pakke dem ud. Det bedste af det hele er gratis og givet på forhånd og skal bare gå op for én: Tidens fylde.
Men i dag er eventyret færdigt, før det er begyndt. Vi kommer ikke nogen vegne, og ingen når frem til kysset i slottet, fordi det kræver, at man kan hæmme og udskyde lysttilfredsstillelsen til senere og vente på pointen til sidst.
Det er blevet stjålet af en tyv med lange, tynde fingre, som sneg sig ind i børneværelset, åbnede børnene og pillede det mest dyrebare ud, der bankede i takt med deres hjerter – og gav dem en smartphone i stedet for.
Den berøvede dem for en god portion af deres aktive bevidsthedsliv – og den stille, indre stemme, som læser en bog i fred med sig selv. Det er blevet erstattet af et medieforbrug, der svarer til amfetamin, og tror fanden, at vores børn ikke kan koncentrere sig og lider af opmærksomhedsforstyrrelse og søvnbesvær og depression. Hvad havde du regnet med?
For min del er der ingen – absolut ingen – forskel mellem ’Barbie og de tolv dansende prinsesser’ og spillefilmen, hvor Mattel, Inc. endnu engang tager pigerne til fange i deres butik med kvindefrigørelse som lyserød glasur. Jeg kunne ikke være mere ligeglad, når højredrejede, chauvinistiske youtubere med millioner af følgere på deres kanal og indebrændte Incels skændes med fjerdegenerationsfeminister om deres ret til at klæde sig ud som Barbiedukker på instagram uden at blive seksualiseret, eller hvad der nu måtte blive solgt som en ligestillings- og kønsrolledebat. Det er ikke andet end et kalkuleret led i markedsføringen og tjener de kapitalinteresser, som indkasser milliarder af kroner ved at spænde enhver kommentar for deres læst.
Det sker med den kyniske fornuft, som ikke skal frygte for, at nogen læser sig igennem kritikken af den i de to bind på tusind sider og bemærke absurditeten ved at kolportere et brand som Barbie i oplysningens, bevidstgørelsens og befrielsens navn. Den tid er for længst forbi, afskaffet af TikTok.
Det er min tid også, og jeg kunne omsider rejse mig fra trappen i tøjbutikken og drage et lettelsens suk, fordi min niece ikke var faldet for noget af det. Vi fulgtes ud, og jeg spurgte hende om Tornerose, der stak sig på tenen, da hun blev 15 år. »Prinsessen sov i 100 år og vågnede op til den virkelige verden«, svarede hun og pustede på sin hånd med et kys.
0 kommentarer