Tour de Vendsyssel

1)

”Ka-tjing”, lyder det fra kortterminalen i taxaen, og så er vi i Jylland, hvor forholdet til penge er kontant. Jeg kender ikke andet til Aalborg end den flade lufthavn i ”Kongres- og kulturbyen” – og heller ikke landet nord for Limfjorden, men det skal blive løwn!

Hvad går mennesker egentlig og laver i Gøttrup og Gjøl, og hvad tænker de på i Saltum, der lægger hus og hjerterum til Sussie og Leo?

Det er tid til en ekspedition dybt ind i Vendsyssel og ud til Jammerbugten, og jeg følger efter Laura ligesom i Dantes guddommelige komedie for ikke at fare vild.   

 ”Hun er fra Aalborg af”, som HumørEkspressen synger, og insisterer på at gå over Kulturbroen. Ganske rigtigt får jeg min første åbenbaring og ser en havneby ud til den smukkeste fjord med hvide sejl og skovklædte bakker i horisonten.

 Jeg er selv fra Falster, og brisen trækker i mig og gør mig sulten. Måske skulle jeg lade mig introducere til den lokale specialitet på Kystens Perle: Bøfsandwich med brun sovs.

Modet forlader mig – der er en apostrof, som stritter på skiltet, ”Kysten’s Perle” – og desuden kan jeg stort set kun lide Wienerschnitzel og Stjerneskud, som man kan få længere nede i lystbådehavnen på ”Restaurant Ombord”.

Schnitzlen er et sjældent lykketræf. Stjerneskuddet er glimrende, Laura nikker, men vi er enige om, at det er blevet en uskik at servere det med laks og agurk. Det tegner godt, og jeg er rustet til Aalborg.

Det ligger på toppen af bakken og hedder Grønlandskvarteret. Her kommer Laura fra – og Mette Frederiksen. Højhuset rejser sig i midten – det var lige til at springe ud fra – og Hans Egedes kirke ligner borgerservicen. Til gengæld er benzintanken skiftet ud med en Lidl, og Nanok Bodega er forsvundet sammen med betegnelsen ”grønlænderstiv”. 

Det går fremad på Grønlands Torv. Om det nu skyldes Mette Frederiksen, udbygningen i Aalborg Øst – eller “Fri-Stedet” på Thulevej med rulledisko og musikundervisning, som frembragte firserbandet BOOBS med Michael K. i front.

Laura sender en varm hilsen tilbage i tiden, og vi lister videre gennem hendes ungdom til vandtårnet, hvor man kunne ryge i smug og sætte ild til ting med Anita fra vejen. Der var knallertslænget, som plyndrede cigaretter fra tanken – og “Spillerne” fra Hasseris holdt fester og gik amok.

”Nonnens Bøn” havde Bamses venner på jukeboxen og flaskeøl til ”fjååååårten” kroner, før man blev gammel nok til at stille sig op ved den længste bar i landet: Jomfru Ane gade.

Man kunne få “fadøls” til ”føøøar” kroner på Uret – og slamme tequila for en tier. Med styrthjelm på hovedet til at banke ned i disken.

Jeg kan se Kronprins Frederik for mig, som turede i byen med Steen Jørgensen fra Sort Sol, og står foran stripklubben til dem, som ikke har scoret: ”Total naked”.

Der er lunken and alle døgnets timer til de bagstive på ”Onkel Tom”, og man skulle kun slippe en femmer for at være med i hotdogkrigen. Biksen ligger der endnu: Fontænen – eller Containeren, som den blev kaldt – og Laura følger mig hen til Ulla Therkelsen, London.

Cafeen fortsætter den stolte tradition efter Ib René, Cairo, og opkalder sig efter en korrespondent. Jeg skal mødes med en fra Blindesamfundet.

For tre år siden fik jeg konstateret medfødt grøn stær, som har taget synet på højre øje, og inden den sidste rest på venstre ryger, vil jeg se Vendsyssel.

”Klik, klik, klik” – han kommer ind med blindestokken, der giver et stik i hjertet – og den næste time tilbringer vi med at udveksle erfaringer og dele katastrofen, som rammer en, når man bliver blind og skilt samtidigt.

Han giver gode råd for at forberede mig på det uundgåelige, men jeg bestiller en Dark and Stormy i stedet for. Det er hårdt arbejde at være fuld hele tiden for ikke at dø af skræk.

Laura dukker op som en skøn illusion fra bunden af glasset og meddeler, at vi skal på den korteste færgetur i verden. Den går til Egholm, som snart bliver asfalteret til en tredje Limfjordsforbindelse, og restaurant Kronborg ligger lige ved færgelejet på øen.

De serverer stegt flæsk om onsdagen og hønsekød i kæmpetarteletter fra Othello Bageriet tirsdag og torsdag. Jeg trækker mig igen, men har stiftet bekendtskab med princippet: Størst og billigst.

Vi går en tur på grusvejen, der dufter af tang og rølliker – lammeskyerne samler sig ude over byen – og lover hinanden, at vi skal kysse på hver eneste færge, så længe de sejler.

Tilbage på fastlandet passerer vi Hotgirl på hjørnet af Vesterbro i bilen. Der plejede også at ligge en tankstation. Nu sælger de sexlegetøj og erotisk lingeri i alle størrelser – og kun i Jylland!

Jeg tjekker Trustpilot med roser til udvalget og servicen. Karina og Per kunne ikke få dimsen til at fungere i kampens hede og klagede til personalet, som viste dem knappen: ”start”.

Vi holder ind ved et hus i Stjernekvarteret for at spise til aften hos forældrene til en gammel veninde fra skoletiden: Mor Tove af Danmark og Far Finn af de få ord. De kom hjem fra ferien på Leros i går – selvom Finn helst vil have Aalborgtårnet inden for synsvidde – og der så de landskampen mod Rusland på storskærm sammen med Jørgen Leth!

Grillmaden er lige, som den skal være, og vi får et godt råd med på turen nordenfjords: ”Du kan skide i den ene hånd og ønske i den anden og se, hvad du får mest ud af.”

Laura sætter Johnny Hefty på, og vi kører videre til tonerne af ”Muggen røv til dit ansigt.” 9000 Aalborg, du er Nordens bette Paris.

2)

Jeg skal opleve Vendsyssel for første gang, og efter en enkelt dag i Aalborg med Laura siger jeg allerede ”fjååårten” og ”skjååårten” og føler mig klar til at overnatte i Nørholm Skov, inden turen går nordpå for alvor.

De havde sommerhus på Mariehønevej, fortæller hun og kører forbi Bodils vejbod med syltede asier og friske kantareller. Vi stiger ud ved ”Bollebo”, hvor bageren stadig bor – og når hen til lysningen. Den er sprunget i skov, men Laura kan skimte deres legehus i gult og himmelblåt bindingsværk. Det rummer solen og vinden og fyrretræsduften fra hver evig, eneste sommer.

Hjulsporet ned mod fjorden løber ud i græsset, og vi går bare i ring og tilbage til vejen, hvor vi kom fra. Der er så smukt, at man ikke kan forestille sig det på den flade landingsbane i Aalborg lufthavn, og jeg kan se, at vi har trådt et hjerte ud i marken, der lyser i solnedgangen.

Næste dag krydser vi omsider Limfjorden for at spise på Futten i Blokhus. Badebyen glinser af mennesker i shorts og klipklapper: Nordens bette riviera.

Futfrokosten plejede at koste 39 kroner – altså ikke ”føøøar” – og der var sild, fiskefillet, lun leverpostej og ost på bardisken med en stor fadøl. Nu er prisen firdoblet, og ”jomfruhummerne” nærmer sig et mordforsøg uden citron.

Til gengæld underholder Ib Grønbech på scenen: ”Jeg Har Fået En Trailer. Og Mor Har Fået Mave På!” Bifaldet er sporadisk, og Niels Hausgaard har fortalt mig, at han optræder i Vendsyssel for at lære angsten at kende. Det er umuligt at regne ud, hvad de faktisk synes om det.

Men så kan man jo køre ad stranden mod Saltum, og hvis ikke det var for alle bilerne, ville udsigten være overdådig: Bulbjerg i Syd, Rubjerg Knude i nord. Laura siger, at sandet ikke findes finere end her, og prøver forgæves at få mig til at dyppe fødderne i hawet. Det er alt, alt for stort.

De dukker op fra fortiden i sandet: Bunkerne fra Anden verdenskrig – og minder mig om, at jeg er tyskerbarn på min mors side. Historien er lige så svær at slippe af med som Atlantvolden, der er støbt i den hårdeste beton.

Graffitien rammer mig som tyskerhadet i skolegården – ”Zimmer Frei” – og jeg fatter ikke, hvorfor den tyske stat ikke er blevet bedt om at fjernet lortet, men de tjener som kystbevaring, finder jeg senere ud af. Og turistmål med lidt anskuelsesundervisning.

Jeg foretrækker at få renset hovedet, og vi går ud på den lange mole af kampesten, hvor bølgerne bryder hvidt med den samlede kraft fra Vesterhavet og bader os i skumsprøjt og vind.

Vi kører meget hurtigt gennem Saltum, fordi Sussie og Leo lever i et åbent forhold, og ud til Kordals Klit. Sommerdagene i Lauras barndom gik mellem brændingen og klitterne med marehalm og hybenroser. Stierne er fulde af kærlighed og hjertegræs. Vi plukker Jomfru Marias Sengehalm og nyder udsigten til istiden i landskabet.

Det hedder Lille Norge, og sådan spiller de deres kort i Nordjylland. Enten er det størst og billigst lige fra Wienerschnitzlen (98 kroner) til sandslottet på 21,16 meter i Blokhus – der er opsat en trafiktæller for at måle effekten i besøgstal – eller også sammenligner man sig med Norge og Paris, som næsten er Aalborg.

Dagens højdepunkt er 100 – hunaaar – meter højt: Rubjerg Knude. Vandreklitten kommer os i møde med fyret, som Murer-Kjeld og hans frygtløse team flyttede for at forhindre det i at styrte i havet. Jeg fulgte med på fjernsynet sammen med resten af verden – mindst – og måske er det en turistattraktion, men vi er alligevel ens som sandet og forsvinder med det i naturen, som er større end os selv.

Historien bliver ved med at forfølge mig hele vejen til pølseboden, og jeg får taget et foto under skiltet: ”Pølsetyskeren.” Laura siger, at vi skal nyde det søde, flygtige liv og forkæle os selv på Gammel Vrå Slotshotel!

Der ligger noget, som engang var en tennisbane og ligner en rådden, indhegnet fængselsgård, og hvis de skriver med store bogstaver på muren foran hovedbygningen, at det er ”SLOTSHOTEL OG RESTAURANT”, ved man, hvad klokken har slået.

Receptionen befinder sig i kælderen, og alting lugter af brun sovs. En træt, ældre dame registreret mit visakort og udleverer nøglen til suiten for enden af en gang til møbelopbevaring. Den lyserøde dims på væggen skal gøre det ud for himmelseng, og sæben på toilettet kommer ud af en sort plastikdispenser. Der er et skilt med streg over cigaretten: ”Rygning forbudt”. Jeg tænder uvilkårligt piben.

På natbordet ligger der en fluesmækker – og den eneste hilsen i gæstebogen i receptionen lyder: ”FLIES!” Baren består af rengøringsmidler – balkonen er pilrådden – og restauranten i kælderen er mørk og tung af depression, hvor det ene par efter det andet sidder uden en lyd og hader hinanden for at være endt her.

Vi beder om at få serveret udenfor i det fri foran lindetræet. Det er en lang skæbne, som stiller maden på det beskidte bord. Hendes underarm har en tatovering: ”Jeg bærer med smil min byrde.” Hun har travlt, og jeg når lige at spørge om, hvem der ejer stedet: Lokdam.

Velkommen til Danske slotshoteller – og tjek Trustpilot, før du bestiller et ophold, der gør en ende på romantikken med mug, møg og morgenmad fra helvedet. Godt nok var det ikke til at sove for fluer, men så kunne vi smække hinanden hele natten.

3)

Lige meget hvad der venter os på den sidste del af vores ekspedition i Nordjylland, er det en lettelse at slippe for Gammel Vrå Slotshotel. Laura trykker speederen i bund og råber til vinden i mit hår: Hanstholm!

Havet trækker i mig fra Falster, hvor jeg kommer fra – vejen er fuld af gederams, engbrandbæger og rølliker – og snart bryder brændingen med surfere på toppen.

Bølgerne, molen og havnen i min næse – måger skriger og sejler uden et vingeslag – og højt oppe langs kysten går vi igen mellem bunkerne fra Anden verdenskrig. Undergangen er blevet til et museum – ammunitionstoget kører med gæster – og Laura hjælper mig på stien med trærødder og ned ad den stejle trappe med de øjne, som jeg ikke længere har selv.

 Jeg har hørt, at havnegrillen er god, men det er den ikke. Den er fantastisk og overtaget af kokken fra en Michelinrestaurant. Vi sætter os udenfor og spiser paella med friske jomfruhummere, og nabobordet hilser på: ”Kender jeg ikke din stemme?”

Tilfældet vil, at det er Finn Jorsal – kongen af Cold Hawaii i Klitmøller – og vi skal tage ud til fyret, siger han. I øvrigt er der en legatbolig til forfattere, hvis det skulle være, og jeg drømmer allerede om at sidde og skrive i efterårsstormen på vej op til den smukkeste udsigt i Danmark.

Laura peger, og Thy Nationalpark breder sig ud. Pludselig forstår jeg, hvorfor man tror, at det er et lille, yndigt land, når man kommer fra det flade Falster. Horisonten er uendelig med den grønne lyng og hvide bølger i Vesterhavet, og jeg kan se for mig, hvordan Saurons tropper fra Ringenes Herre – Tolkien – samler sig over heden til det endegyldige slag.

Der er ingen vej udenom, og vi skal til Skagen. Det er umuligt at komme ind i byen – og næsten umuligt at komme ud. Alt for mange biler, alt for mange mennesker – Laura brænder sammen i et kryds – og det er bedst, hvis jeg bare holder min kæft. Det viser sig senere, at folkemængden selvfølgelig har spredt Coronaen, og vi smutter heller ikke til Gammel Skagen i uge 29, fordi det ligger i København.

 ”Vi skulle have taget toget”, råber Laura og holder ind på en fyldt parkeringsplads. For et øjeblik tror jeg, at ”Grenen” er en iskiosk – det står på skiltet – men hun slæber mig over klitterne og langs med stranden, hvor en lind strøm af mennesker går frem og tilbage sammen med os.

Jeg synker min forestilling om at være andet end hvem som helst – og glæder mig over, at vi alle bare er turister i livet med de samme følelser og samme oplevelser – og trasker ud på den sidste, yderste spids.

Vi står på toppen af landkortet, og jeg giver op og tager sko og strømper af og sjasker ud i vandet med Laura, hvor Vesterhavet og Kattegat bryder mod hinanden i et skummende kys. 

”Hvad er det?” spørger Laura. Jeg har knækket Grenen af og taget den med i lommen. Hun sukker sødt og kører ud til Kandestederne ad en plan vej i sandet: Tyskervejen. Den blev også bygget af besættelsesmagten, og jeg er ved at være træt af deres infrastruktur i hovedlandet.

Vi holder ind ved kiosken og køber to, små flasker vin, hvid og rosé, og vader gennem sand og mere sand for at komme op på den største – og billigste – vandreklit: Råbjerg Mile.

Det er vi heller ikke alene om, men landskabet er så overvældende og stort i de bølgende klitter, der vil dække landevejen om 100 – hunaaar – år, at selv den svenske børnefamilie forsvinder, og vi klinker med hinanden i lyserødt og hvidt, inden vi forsvinder med dem.

Det er tid til meningen med det hele i Aalbæk. Her bor et stykke af verdenshistorien, som hedder Lean Waage Beck. For 14 år siden ringede jeg ud af det blå for at spørge, om det er hende, som havde frisørforretningen i Teheran: Lean of Copenhagen?

Det var det, og hun er grunden til, at det lykkedes mig at skrive den persiske historie i min roman, ”Kort over paradis.” Siden har vi adopteret hinanden, og jeg kalder hende for ” مادر بزرگ” – bedstemor – men har aldrig været på besøg. Hun har fået en buket stillet til os på værelset i badehotellet.

Lean kommer ud af det lille hus på villavejen med energiske skridt. Hun fortæller, at lynet slog ned og splittede skuret ad, og vi giver hinanden et dybt og inderligt, vaccineret knus.

Vi snakker om minderne og sætter os i haven til et stjerneskud fra delikatessen i Spar. Hun er blevet snydt, fordi indrykningen af annoncer giver tilsvarende omtale i lokalavisen, men intet kunne være mere ligegyldigt.

Lean har rejst jorden rundt med sin saks og friseret Jacqueline Kennedy – hun havde en flad nakke og skjulte den med en pilleæskehat – og jeg kan omsider plante mig i hjørnet, som er tilbage af hendes salon, og blive klippet af selveste Lean of Copenhagen.

Bagefter er det Lauras tur til at få taget spidserne, og så er det slut. Vi får en kirsebærvin med fra 1985 – Lean drikker ikke – og vinker farvel til hende og Vendsyssel og vandet og sandet, der rinder mellem vores fingre som tiden i et timeglas.

Om lidt skal vi ses igen, Inshallah.