Make Denmark Great Again

Politikere og meningsdannere blæser til åndelig oprustning, men bidrager med det stikmodsatte: reaktionær, nationalistisk åndsformørkelse.

Verden er blevet et farligere sted, og selvfølgelig får det én til at besinde sig på det, som vi har taget for givet og holder af i vores grønne hjørne af havet: Åh, Danmark. Vi kan være lige så forskellige, som det skal være, og måske er det netop det, vi er fælles om: at kunne leve vores talte dage i tryghed og gensidig anerkendelse og tillid.

For min del er det at spise en schnitzel og pandekager med is med mine piger på Toldbod Bodega, hvor den yngste får et sugerør og drikker direkte af sovseskålen, og søndag i haveforeningen, når Laura aser og maser og studser æbletræet med et ørnenæb, mens hendes uduelige kæreste sidder med en sjus og kigger på uden at være til nogen nytte i nyttehaven.

En cykelklokke ringer ude fra stien, »goddav«, og naboen kigger ind og får en snak om grøntsagerne og nogle squash med i posen. Det mest danske af alt synger fra den højeste tagryg: Solsorten.

Det er min kulturkanon, og andre har deres, men vi er sammen om det her og ét land, og hvis jeg skulle vælge, hvad der i sidste ende er værd at gå i krig for, så er det netop det stik modsatte af krig: frihed, fred og fordragelighed. Men det er gudskelov ikke op til mig, og når vores stakkels folkevalgte politikere forsøger at formulere et eller andet nationalt ’værdigrundlag’, er det som altid nemmere at brokke sig end at tage opvasken selv.

Det sker sikkert også i bedste overbevisning, at vores statsminister Mette Frederiksen nu kalder til samling om ’de danske værdier’, og måske mangler hun bare bedre ord for det eller en dygtigere tekstforfatter, når hun proklamerer, at oprustningen af militæret skal matches af en tilsvarende … »åndelig oprustning«.

Det er et meget uheldigt ordvalg, og jeg er temmelig sikker på, at nogen derude vil kunne blive bekymrede over den retorik. For eksempel mig, og måske er det bare min tyske baggrund, som gør mig overfølsom over for kombinationen af kulturel »oprustning« og det lige så belastede begreb »åndelighed«.

Det er ikke godt at vide, hvad Mette Frederiksen mener med det, men det bliver ikke bedre af, at kirkeminister Morten Dahlin samtidig slår fast, at kristendommen skal tænkes ind i oprustningen af det danske forsvar, fordi den er identisk med ’de danske værdier’. Med andre ord vil han have vores børn til at være soldater, der går i krig for kristendommen, og hvis det lyder som religionskrig og korstog i middelalderen, er det øjensynlig ikke helt forkert.

Mette Frederiksen har sat handling bag ordene og udnævnt Ida Auken til ordfører for … »åndelig oprustning«. Ida Auken kvalificerer sig til posten ved at være teolog og varm fortaler for en folketingspræst. Som hun skriver på Facebook: »En præst kan noget andet end en psykolog«, og folketingsmedlemmerne »har brug for at diskutere, hvad der er meningen med det hele«. Undskyld mig, men hvis man begynder at søge politisk rådgivning hos præster, ville det nok ikke være så tosset endda med bistand fra en behjertet psykolog på Borgen.
Man skal i hvert fald lede længe efter ’meningen med det hele’ i den religiøse vækkelse, som må have taget pippet fra dem. Det lader til, at landet i øjeblikket bliver ledet af folkevalgte med en paranoid psykose, der i fuld alvor kalder til ’åndelig oprustning’ på grundlag af bibeltekster og dogmatiske trosretninger fra præhistorisk tid.

For min skyld kan man synes og mene og tro, hvad man vil – der er flere tilbud på de hylder end nogensinde – men det er straks en anden sag, hvis regeringen vil gøre den magiske tænkning fra en hedengangen kult gældende for befolkningen som helhed i det 21. århundrede, hvor det ellers skulle være et overstået kapitel, men nej.

Den religiøse vækkelse går hånd i hånd med en lige så reaktionær nationalisme, der skal opruste vores danskhed: »Vi skal have styrket det danske demokrati. Det er det allermest centrale i den åndelige oprustning. Vi skal kende vores historie. Vi skal tale om vores værdier«, skriver Ida Auken på Facebook. Når det kommer til ’de danske værdier’ og ’vores historie’, ved man efterhånden godt, hvor det bærer hen: Hele vejen tilbage til Jellingestenen.

Ida Auken mener senest i Deadline (16/9), at kristendom og demokrati har fulgtes ad i 2000 år, men det er ikke tilfældet. Det er undertrykkelsen i feudalsamfundet og enevælden, som byggede på den autoritære, gudsfrygtige kristendom. Og den har intet med demokrati at gøre. Eller oplysning, demystificering, befrielse og mangfoldighed. Tværtimod gør Ida Auken sig til fortaler for en statsreligion – folkekirken – og kunne ikke ønske sig noget bedre end en folketingspræst, der forkynder evangeliet og forklarer de folkevalgte »meningen med det hele« i et præstestyre med hende som åndeligt overhoved. You gotta be kidding?

Kulturminister Jakob – Engel – Schmidt har allerede gødet jorden for den nationale rejsning gennem en folkehøring, hvor det stod danskerne frit at stemme på, hvad Ghita Nørby og Søren Ryge har fundet frem til af særligt danske immaterielle kulturværdier som pølsevognen, hygge, højskoler, foreningsliv og håndbold.

Under fødevareminister Dan Jørgensen fik vi slået fast, at den danske nationalret er stegt flæsk med persillesovs (selv om det er pasta med kødsovs og Wolt).

Brian Mikkelsen berigede os i sin tid som kulturminister med ’Kulturkanonen’, der opstillede top-ti-lister over det mest danske af alt lige fra Kim Larsen til Matador. Hvis det var forbundet med selvindsigt, burde trangen til at opstille lister over danskhed have været vores primære bidrag til UNESCO’s verdensarvsliste over immaterielle kulturværdier. Eller trods alt vores frisind, når det gjaldt pornografiens frigørelse, som vitterligt var en verdensomspændende revolution. Men det lader ikke til at fylde nogen med samme nationale stolthed som pølsevognen, der er importeret fra Tyskland ligesom hånd-Bayern.

Hvorom alting er, har denne politiske raptus altså grebet om sig i en grad, at vi ovenikøbet bliver velsignet med en ordfører for ’åndelig oprustning’. Auken kan i denne egenskab hente råd og vejledning blandt sine nærmeste som Bent Meier Sørensen, der bestrider posten som professor i filosofi på CBS.

Han har netop begået et kampskrift: ’De Grænseløse. Hvordan den europæiske civilisation tabte sin modstandskraft, og hvordan vi genvinder den’. Det er rimeligt bombastisk, og når man råber vagt i gevær og blæser til kamp for ikke mindre end selve ’den europæiske civilisation’ og heller ikke skammer sig over at udnævne sig til dens frelser, begynder det at lyde som noget, vi har hørt før, og ellers tak for kaffe.

Det mest grænseløse i den afhandling er dens grænseløse vrøvl. Sørensen kaster sig ud i en alternativ historieskrivning, hvor han med gru konstaterer sædernes forfald og nedbrydningen af normer og traditioner og faste strukturer i samfundet siden ungdoms- og studenteroprøret. Det har gjort Europa sårbart over for fremmede, fjendtlige kræfter og globale kriser med usikkerhed og kaos.

Nedbrydningen af samfundet skal modvirkes ved at reetablere de europæiske grænser og styrke modstandskraften med en genindførelse af nationalisme og autoriteter, traditioner og kulturarv i form af kristendommen, der vil skabe stabilitet og orden og redde ungdommen fra vildfarelserne i den digitale verden.

Man skulle tro, at det var løgn, og at vi befinder os i 1922 med ’Der Untergang des Abendlandes’. Men den er god nok, og Sørensen ridser sine pointer op i et interview til POVInternational (26.6), der er virkelig besynderligt.

Han tager udgangspunkt i syndefaldet med ungdomsoprøret og harcelerer videre over »frisættelsen« med »hippierne«, der førte til »grænseløsheden« i et samfund uden normer og autoriteter med kristne værdier og smag for B.S. Ingemann, og som kastede en voldtægtskultur af sig, der strækker sig i en lige linje fra 60’ernes bollerum til #metoo-skandalerne på TV 2:

»Den seksuelle revolution satte kvinderne fri, men den fortsatte og resulterede også i, at udvalgte alfahanner i halvfjerdsernes kollektiver såvel som blandt de ledende ’blåskjorter’ i TV 2 i dag har kunnet dominere deres omgivelser«.

Her får han på en eller anden måde blandet kvindefrigørelsen sammen med seksualfrigørelsen og gjort det hele til et systematisk overgreb mod kvinder af »udvalgte alfahanner« og »blåskjorterne på TV 2«.

Han skyder på stråmænd fra Mao til Freud og fortsætter ellers forfaldshistorien ind i 80’erne med beklagelsen over, at fundamentalismen har ringe kår på universitetet:

»I slutningen af firserne kunne de intellektuelle ikke rigtigt se, hvad pokker de skulle finde på, og så finder de faktisk bare på, at der ikke eksisterer noget fundament eller nogen sandheder, hvilket er postmodernismens tvivlsomme bidrag«.

Jeg er ked af at sige det, men fundamentalistiske sandheder er ikke noget, som postmodernismen har afskaffet. Det har den oplyste og rationelle, naturvidenskabelige tilgang til universet omkring os, som befriede os fra naturtvangen og religiøse forklaringssystemer uden forklaringsværdi, når det kommer til ’meningen med det hele’.

Ærligt talt er det en gåde for mig, hvorfor en copywriter fra Falster skal spilde sin tid på ganske gratis at gøre en vellønnet professor i filosofi opmærksom på, at naturvidenskaben heller ikke kender til fundamentale sandheder. Den arbejder med statistiske sandsynligheder i et åbent og konstant falsificerbart mulighedsfelt uden nogen endegyldig sandhed. Med mindre altså Sørensen skulle ligge inde med teorien om alt.

Men eureka! Det gør han sgu: »Selvfølgelig må jeg også som kristen sige, at kristendommen som religion er en sand religion«. Hvad en sand religion skulle være for en størrelse, står dog lige så meget hen i det uvisse som den åndelighed, der skal oprustes. Det kunne hænge sammen med, at ’ånd’« er et uddateret begreb, som havde sin sidste storhedstid i den tyske idealisme i 1700-tallet, og at »en sand religion« er en selvmodsigelse.

Nå, men det skal alt sammen til for, at Sørensen kan lægge frigørelsen i moderniteten bag sig og trække løsningen op af lommen på de problemer, som han har skabt for sig selv i løbet af argumentationen. Han gør sig til fortaler for en reaktionær ideologi, som dyrker »de sande værdier« i form af nationen og hjemstavnen og traditionen og kristendommen og ’naturlige’ autoriteter, der vil frelse en rodløs ungdom fra fortabelsen i et åndeligt formørket Europa og … Big Tech!

Det store dyr i åbenbaringen er Big Tech, og Sørensen gentager det om og om igen uden dog på noget tidspunkt at specificere, hvad han mener med det, og hvori problemet består, selv om der skulle være rigeligt at tage af. Jeg ville på siddende balde kunne nævne den omstændighed, at algoritmerne på de sociale medier har det med at bekræfte ens værste anelser og føre én længere og længere ind i en boble af konspirationsteorier, hvor en professor i filosofi ender med at sidde på sit kontor og drømme om Tusindårsriget.

Det ville være en dårlig joke, hvis det ikke var, fordi Bent Meier Sørensen er professor i filosofi og deler sine holdninger med kredsen omkring ordføreren for ’åndelig oprustning’ som de sidste dinosaurer fra et kristent og nationalistisk højskolemiljø, og at tankerne får politisk magt af en velmenende statsminister, der vist ikke er den store læsehest, når det kommer til historiebøger.

Danmarks Radio har lært angsten at kende, siden de kom på finansloven, og Laura lytter gerne til P1, men slukker om søndagen, hvor kristendomsundervisningen efterhånden kammer fuldkommen over. Vi starter med gudstjenesten, og derefter går det slag i slag med programmerne ’Pilgrim’, ’Hvad ville Jesus sige?’ og ’Ditlev og dæmonerne’, hvor sognepræst Kristian Ditlev Jensen hygger sig med Christoffer Emil Bruun, som er trosredaktør i DR. For sådan én har de, gud bedre det.

Hvis man vil danne sig et indtryk af, hvad der rumsterer inde i Ditlev Jensens hoved, kan man med held konsultere hans debatindlæg i Weekendavisen (9.7.) med titlen ’Kulturelitens fanatiske folkedrabskor’ og underrubrikken: »Ensretning: Mange kunstnere skriver i disse uger under på protestskrivelser om Gaza og sluger en »herreklam åndelig skovsnegl for at komme med i De Retfærdiggjortes Klub««.
Det kræver en god portion svampe, og man må være stærk i troen for at kunne vende vrangen ud på protester mod folkemordet i Gaza, der ifølge FN, Amnesty International og Læger uden Grænser begås af Israel mod palæstinenserne under invasionen og bombardementerne af landet som en del af Gaza-krigen. Men intet er øjensynlig helligt for en sognepræst, og Danmarks Radio stiller hellere end gerne en åben mikrofon og sendetid til rådighed.

Den kristne nationalkonservative ånd, som blæser gennem magtens og mediernes korridorer med Ida Auken og Bent Meier Sørensen i spidsen, kan også være forklaringen på, at der er gået inflation i familieordførere i de politiske partier lige fra SF over Liberal Alliance til – surprise – Dansk Folkeparti. For det helligste af alt er dog familien, og frisættelsen af kvinder har som bekendt ført til en systematisk voldtægtskultur. At vold mod kvinder fortrinsvis foregår i hjemmet, skal ikke forstyrre den borgerlige idyl, og såkaldte trad wives trender på Instagram. Deres højeste ambition i livet er at blive forsørget af en rigtig mand og føde børn og sørge for husholdningen. Go figure, men kristne influencere har kronede dage på de sociale medier og TikTok, og Kristus er det, som de unge vil ha’!

Dermed er vi nået til chauvinismen i det nationalkonservative projekt, som reagerer mod den angivelige dominans af #metoo-bevægelsen og woke-kulturen i uddannelsesinstitutioner, medier, kulturliv og arbejdsmarkedet. Det er simpelthen gået for vidt med den ligestilling, og nu må det være nok med identitetspolitik og – suk – intersektionel feminisme i Kongeriget Danmark!

Den nyeste protestsanger er debatredaktøren på Berlingske Aminata Corr Thrane. Hun har tidligere begået sig som forkæmper for etniske minoriteters rettigheder, og sådan er det jo, at konvertitter er de mest fanatiske i troen. Hun har også »med stort mod« udgivet et kampskrift, ’Magtkamp’, og optrådte i den anledning i Deadline på DR 2.

Her gjorde hun rede for, at der hersker en positiv forskelsbehandling af alt fra kvinder til »brune« mennesker, som faktisk er en form for undertrykkelse, og hun var selv aldrig klar over, om hun fik taletid, fordi hun var »brun«, eller fordi hun sagde noget, som var værd at høre på. At dømme ud fra det, som hun monologiserede om i udsendelsen, kan jeg sådan set godt forstå, at hun er i tvivl.

Der er ingen statistik om kvinders repræsentation i bestyrelser eller nationale drabstal, som vil kunne overbevise hende om, at der er noget at komme efter. Hun debuterede da også som debatredaktør på Berlingske med at benægte, at der skulle eksistere »økonomisk vold« mod kvinder og åbnede debatsektionens spalter for en læser, der roste hende for synspunktet, selv om det strider imod ethvert realitetsprincip. Men hey, nu hvor hun selv er kommet til ære og værdighed med sit helt eget talerør i medierne og fast løn, kan hun hoppe op og falde ned på det og minoritetsrettigheder i øvrigt: Put your money where your mouth is.

Det bringer os tilbage til den åndelige oprustning, som Mette Frederiksen har åbnet sluserne for, og komikken er, at hendes retorik uforvarende reproducerer nøjagtigt den reaktionære, kristne, nationalistiske ideologi, som den skulle bekæmpe, og som truer Danmark udefra: Make Denmark Great Again.

Hvis en behjertet psykolog – eller præst for den sags skyld – ville være så venlig at prikke hende på skulderen og tage en snak med hende om »meningen med det hele«, slipper jeg for at gøre opmærksom på åndsformørkelsen og sover roligere i haveforeningen til lyden af solsorten.

Lys over landet. Det er det, vi vil!