”Regionaltoget fra Nykøbing Falster til Københavns Hovedbanegård er … aflyst. Dut!”
Dér står du så på Lundby Station og er … fucked. I et jakkesæt på vej ind til Den tyske Ambassade for at sige farvel til den afgående kulturattaché – Sibylle – og hilse på den nye. Men nej.
For min del blev det tysk-danske kultursamarbejde aflyst af DSB. Uden videre kommentar – og ingen at henvende sig til på en ubemandet station. Hvor jeg ikke kunne optanke mit Rejsekort, fordi automaten ikke virkede. Og det gjorde den forkølede rest af en billetautomat heller ikke. Prøv at forklare det til togføreren, som billetterer dig.
”Som togfører sørger du for, at der er ro og orden i toget, og at toget kører til tiden. Du servicerer de rejsende og hjælper dem til rette på rejsen.” Helt sikkert. Valget står mellem at stå af på næste station eller betale bøden, fordi dit rejsekort ikke kunne tankes op. Du kan bruge resten af dit liv på at få den refunderet, og selv hvis de rent faktisk tjekkede deres automater, kommer det aldrig til at ske i et bureaukrati, som gør Kafka til en skyfri himmel over Udkantsdanmark.
Hvis jeg skulle tisse – og det skal man tit i min alder – er der intet toilet heller. Det er lukket på stationen. Der er bulder ragende mørkt. Og hvis jeg vil tilbage til mit hus små tyve kilometer væk, kan jeg vente en time i regnvejr på den eneste bus. Den går nogle minutter efter togets ankomst – der er alligevel blevet tænkt over det – men det kommer for sent. Og bussen er kørt.
Jeg kan endelig cykle de sidste kilometer fra stoppestedet uden tavle med ankomsttider, fordi Movia har sparet 1.6 millioner kroner ved at digitalisere det, hvis du ellers skulle kunne finde frem til Rekkende på din smartphone. Tro mig, det kan du ikke – og sådan er det at bo i Ingenmandsland.
Du bruger længere tid på offentlig transport, end hvad du skulle for enden af rejsen – din tid er intet værd – og lige siden jeg blev ramt af grøn stær og tvangskunde, fordi jeg ikke længere kan køre bil, har jeg haft fornøjelsen at stifte bekendtskab med DSB. Vi lever i en bananrepublik.
Det har været en meget stor og længerevarende udfordring at få de nye oversigtstavler op på hovedbanegården. Man står med livet i hænderne, indtil man nogle minutter før får annonceret, hvilket spor toget går fra. Men du kan aldrig vide dig sikker – sæt dig op i lyntoget til Nykøbing Falster, som går fra spor 6 – og spørg togføreren, hvorfor det stopper ved hver eneste station på vejen. Det gik fra spor 5 nogle minutter før, men ændringen blev ikke annonceret, og han trækker på skuldrene, når du protesterer – og kommer en time for sent til trehundrede mennesker, som venter forgæves på dit indlæg i konferencesalen. ”Du kan køre med os”, som det hedder – og det er værst for dig selv.
For sådan nogle som mig, hvor punktlighed er altafgørende, fordi jeg optræder for et betalende publikum på et fastlagt klokkeslæt, koster det i længden mit job og min indtægt og borgerlige tilværelse at være henvist til DSB, hvor punktlighed er en by i Rusland.
Er der NOGEN, som er i stand til at identificere, hvad der bliver sagt i højtalerne på perronen – eller finde et eneste levende eksempel på togpersonale at spørge om det?
Angsten og nervøsiteten er min medpassager, og selv hvis det lykkes at sætte sig i det rigtige tog, er du langtfra nået i mål. Tværtimod er prøvelserne først begyndt. For sporskiftet ved Ringsted er i stykker, og toget skal bakke og bruge et andet. Når det endelig lykkes, går resten af turen bag ved et godstog – lyntoget snegler sig af sted – og det kommer for sent til hver eneste forbindelse på vejen og en time for sent til Århus.
”Husk at du kan få redunderet pengene med Rejsegaranti”, siger togføreren og ved, at det kræver en advokat med speciale i forvaltningsret. Jeg har brugt en dag og 800 kroner på at kæmpe mig frem og tilbage til en tom sal, hvor folk for længst er gået, og miste min løn inklusive arrangørernes sidste rest af tillid til, at jeg findes.
Det er dog intet i forhold til udfordringen overhovedet at komme hjem. Banedanmark er nemlig blevet ramt af en naturkatastrofe: sporarbejde! Prøv at komme fra – hvad med bare igen – Nykøbing Falster til København efter kl 22.
Du venter i en tom, nedslidt stationsbygning, der minder om lokummet i en ghetto – bortset fra at toiletterne som sagt er lukkede, så du må pisse i en busk – og hvis du rent faktisk lokaliserer togbussen på et tilfældigt tidspunkt et sted derude, har du en time eller mere foran dig gennem et månelandskab, indtil du ankommer til Vordingborg.
Nu skal du finde vej i mørket, hvis du ellers kan hitte ud af, hvilken perron toget går fra – hvordan, hvordan? Heldigvis kan du måske følge efter en lokalkendt, som går gennem en havelåge og ned ad trappen til en perron, hvor skærmen er ude af drift. Kommer der et tog, eller ikke? Og hvor kører det hen?
Det tager dig faktisk helt til Borup Station, hvor en ny togbus skal transportere dig hele vejen til Høje Tåstrup på et eller andet tidspunkt. Og der står du så klokken 1-2 om natten og venter på et S-tog, som ikke engang togpersonalet på vej fra arbejde ved noget om. De ringer ind til rette instans – skærmene skifter afgang og perron konstant – og der er intet andet tilbage end at bede til de højere magter. Jeg er glad og lettet over at være i live, når jeg endelig er hjemme – og bortset fra at det er om igen med toget klokken 6.
Til gengæld har rejsekortet gjort sit til at gøre det svært at betale for rejsen – og udgør en uudtømmelig kilde til indtægt for DSB i bøder (ikke mindst fra sagesløse turister, der har begået den forbrydelse at ville rejse rundt i Danmark). Betalingen for selve kortet er urefunderbar, og DSB må have stor glæde af renterne på minimumsbeløbet, som du også kan skyde en hvid pil efter at se igen.
Jeg købte pligtskyldigt et rejsekort og tankede op – og får besked af togføreren, at jeg ikke kan rejse til Jylland med det, fordi det er et .. anonymt rejsekort. Hvor fanden skulle jeg vide det fra? Hvis der står et minimumsbeløb på 600 kroner, skal jeg alligevel kunne rejse over bæltet, så det sørger jeg for. Men nej. Jeg når ikke længere end til Randers på vej tilbage, før en togfører ryster på hovedet.
Jeg kan IKKE rejse fra Jylland til Sjælland på et anonymt rejsekort – eller jo, men så skal jeg ikke kun stemple ind, men først benytte mig af rejsekortautomaten og ændre det til landsdækkende … hver gang. Desuden står der kun 300 kroner på det, siger togføreren, selvom jeg lige har tanket op med tusind kroner, men det kan jeg ikke bilde nogen ind og får besked på at købe en billet på min smartphone eller stå af på næste station.
Så det gør jeg, og da jeg ankommer til København igen og stempler ud, har jeg ikke kun betalt to gange for rejsen, men kan se, at der står rigeligt med penge på rejsekortet, som bare ikke blev registreret rigtigt af togførerens digitale aflæser. Prøv lige at komme op imod den, nej vel.
Godt så, jeg vil taste det ind som landsdækkende næste gang, jeg skal ud og se med DSB, men det er ganske enkelt menneskeligt umuligt for mig at identificere den funktion i rejsekortautomaten – og toget går. Jeg er nødt til at tage det, hvis det ellers lykkes at finde den rigtige perron – og det i det hele taget kører – og belave mig på at have den samme diskussion med endnu en togfører, når han dukker op i historien om et forudsigeligt mord.
Der er ikke andet for end at anskaffe sig et PERSONLIGT rejsekort, men hvordan – og hvordan får jeg refunderet beløbet, som står på mit kort? Efter en telefonkø fra helvede får jeg at vide, at jeg skal rekvirere en blanket, som kommer med posten, og udfylde den og sende den tilbage sammen med rejskortet. Eller henvende mig på et rejsekontor. Er der nogen, som har set et åbent kontor på en station i Danmark?
Jo, der er et på hovedbanegården! Jeg venter i kø i en time, inden jeg giver op – og rejser videre på det anonyme rejsekort, fordi jeg SKAL af sted. Jeg prøver igen og venter i en time og må sande, at jeg sandsynligvis dør, inden det nogensinde bliver min tur.
Jeg er i dag den lykkelige indehaver af et personligt rejsekort og ånder lettet op, når det lykkes mig at betale for rejsen uden at skulle mødes i retten med en togfører. Men ellers er alt ved det gamle, og hvis DSB var et flyselskab, ville jeg ikke turde benytte mig af det. Så vidt jeg ved, kommer generaldirektøren da også fra SAS, og hvis det stod til mig, blev hele den omgang uformående pampere fyret, der står for den kollektive trafik i landet.
Er der overhovedet nogen, som aner, hvad der foregår i Banedanmark – med signalprogrammerne, elektrificeringen – og hvordan DSB og departementet samarbejder, og ville trafikordførerne kunne svare på det?
Hvem end der har fundet på den vanvittige konstruktion, hvor to selvstændige organisationer skal arbejde sammen, som ikke fungerer hver især – DSB og Banedanmark – og har ansvaret for, at den offentlige transport er brudt sammen og gør afstandene i et meget lille land så store, at du aldrig nogensinde når frem, så er det nu sikkert, at ingen kommer til at høre for det.
For absurd nok var den tidligere transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, som sådan set kun ønskede at dække kollektivtrafikken med beton, så vi kunne få noget mere privatbilisme, stadig bedre end det, som den nuværende socialdemokratiske regering byder os – og Benny Engelbrecht har i stedet for at løse problemerne valgt ikke at forlænge bevillingerne til den kritiske instans, som kunne påtale dem, og tvangskundernes eneste vagthund i Forbrugerrådet: Passagerpulsen.
Undskyld mig, men er der en voksen, som lige gider gøre noget ved det og hjælper Benny md at opfylde sine forpligtelser over for dem, som rent faktisk må lide under hans ressortområde, inden jeg bliver jernbanesabotør?
0 kommentarer