Nykøbing
”På Lolland, Lolland-Falster!” Det drøner ud af bilradioen, og selvom bandet Spids Nøgenhat ikke har andet end marihuana til fælles med landsdelen – Uffe Lorenzen er fra Albertslund – må det gøre det ud for en nationalhymne på vej ned ad Sydmotorvejen. Hvis det altså ikke skal være, ”Jeg kommer fra Døllefjelde-Musse, Døllefjelde-Musse!” Og det er måske lige lovlig hård kost, når man vil vise sig fra sin bedste side og introducere kæresten for ens hjemstavn.
Laura tog mig i sommers med til sin barndom i Aalborg – og nordenfjords. Det var første gang, at jeg krydsede Limfjorden, og jeg ville gerne se toppen af Danmark, inden den grønne stær har taget den sidste rest af mit syn.
”Se, en lupinmark!”
”Det er solceller.”
Jeg er snart blind og kvitterer med en tur i den anden ende, hvor roerne gror. Hvorfor er der så fladt på Falster? Det er faldet fra himlen.
”Drej af mod Vordingborg!” råber jeg i sidste øjeblik, og Laura krydser sporene og når afkørslen foran lastbilerne, der tromler af sted i færgetrækket til Gedser.
”Helt ærligt”, bander hun, men det er den eneste måde at opleve skønheden på, som åbner sig for dig ned mod sundet.
For tiden, du sparer på Farøbroen, er intet i forhold til tiden, du vinder ved at køre over Møn og diget til Bogø i grønt og hvidt og lyseblåt og tage med færgen Ida. Vi har lovet hinanden, at vi skal kysse på alle færger, så længe de sejler, og ankommer efter femten minutter til Stubbekøbing og spiser en ristet med det hele i Marinaens køkken.
”Hvor smager her bare … godt”, udbryder Laura og tørrer sig om munden.
”Ja”, svarer jeg, ”og der er ikke en kæft, som ved det. Det var her, Marie Grubbe endte sine dage i Borrehuset. Hun fik besøg af Ludvig Holberg.. Vi skal til venstre ud af byen.”
Det går over Næsgård, og hovedbygningen skinner stor og hvid og gylden mellem bakker og enge, hvor hestene græsser. Johan Classen grundlagde landbrugsskolen for to hundrede år siden – han blev rig på våbenindustri – og stiftede Det Classenske Fideicommis.
De ejer alt, hvad der er smukt på Falster, og man skal åbenbart være medlem af kongefamilien for at få lov til at leje sig ind i et af de huse, som jeg altid har drømt om.
Vi ringer endnu en gang til Corselitze godskontor, men det er en lukket dør, og jeg græder i mit hjerte, som vi triller mellem de rørklædte huse i Hesnæs ud til Østersøen. Bøgeskoven lukker sig grønt om os på Pomle Nakke – vi ledte efter kantareller om efteråret og plukkede liljekonvaller om foråret, fortæller jeg – og der står skilte med “Ærter”, “Kartofler”, “Hundehvalpe” og ”Til salg” langs med landevejen mod Horreby.
”Horeby, really?” spørger Laura.
Jordbærrene er så billige, at det ikke kan betale sig at stjæle dem, og jeg plejede at købe to bakker med hjem til Nykøbing. Vi standser foran det røde murstenshus på Hans Ditlevsensgade, hvor jeg voksede op i evigheden med mor og far, men de ligger for længst på Østre Kirkegård, og jeg tømte det for minder og måtte sælge det med følelsen af, at en fremmed flyttede ind i mig selv.
”Skal vi ikke ringe på?” spørger Laura.
”Nej”, svarer jeg og kigger udefra på et hvilket som helst hus i provinsen, som engang var hele min verden med dufte og knirkende gulve og stemmer og jul og nytår, fødselsdag – og børneværelset.
”Jeg lå alene i mørket og gruede for Tosse-Johanne med sækken over skuldrene”, hvisker jeg.
”Hun boede i et heksehus på Østre Allé bag bispegården. Hun stjal børn.”
”Ok”, sukker Laura og skal til at ringe på døren, men det er for sent.
”Hej Knud!”
Der kommer en kvinde ud og hilser og smiler. Det er hende, som købte mit barndomshjem og flyttede ind med sine to sønner. Hun byder indenfor, og tapetet er der stadig i entreen med to duer i lyseblåt og hvidt, som slynger halsene om hinanden – mor og far – hun lod det blive, fordi hun syntes, at det var fint.
Jeg kan huske synet, som mødte mig i dødsboet, hvor et sort, levende tæppe af myrer kravlede over gulvet, og alting var spundet ind i spindelvæv, men det er den store, lyse stue med højt til loftet. Det er næsten ikke til at tro, og selv badeværelset og køkkenet fra 70’erne står tilbage med mere sans for indretning end ”Kender du typen?”
Hun har Kop & Kande i midtbyen, siger hun. Vi sætter os i spisestuen, hvor jeg spiste morgenmad og spillede yatzy om aftenen med mine forældre, og snakker om købmand Olsen på Neckelmannsgade. Skårups Have på hjørnet med hasselbuskene og skorstenen fra fjernvarmeanlægget. Den rejste sig i kvarteret, indtil der lød et skrig – og en dreng havde fundet en vej ud af Nykøbing ved at springe ned.
Jeg kan se min far for mig, som han står i døren og vinker med stokken, og tager Laura med op ad Østerbrogade og forbi sukkerfabrikken og over Højbroen ind til gågaden, mens jeg brokker mig over, hvad der er blevet af Nykøbing.
”Uret på banegården er gået i stå! Du kommer ind på en tom, mørk banegård, der er ingenting! Uret på Nobels Cigarfabrik på torvet er gået i stå! Hvor fanden er springvandet henne? Jeg farvede det blåt med kaliumpermanganat til studentereksamen. Hvor er konditoriet henne? Hvad sker der for jer!?”
Jeg viser Laura resterne af Byskolen. Asken faldt ned over os fra støbefabrikken Guldborg. Vi går op ad trappen, og en kvinde kigger ud fra kontoret: ”Skal du se dit klasselokale?” spørger hun, og jeg er syv år og sidder der igen og forelsker mig i min dansklærer, fru Kronow.
På den anden side af gaden lå søndagsdagskolen. Nu er det Teater Masken. Vi går ned ad Frisegade og passerer Marius Mortensens Eftf., hvor jeg købte min første pibetobak, og hen til børnehaven hos Frøken Freuchen og Pipaluk. Ja, Peter Freuchens børn, Thuleekspeditionen fra Nykøbing.
For lige at markere, at Gaden i Aalborg ikke er den eneste i en havneby, hægter jeg Laura under armen. Her lå bodegaen, Poul Fisker gik amok, og Castenskiold drak sig i hegnet og slog dem alle sammen i gulvet. Den røde Pimpernel – og diskoteket ved banen, Ellens Ranch. Der var hønsenet foran scenen, fordi folk smed med flasker.
”Spørg bare Pernille Rosendahl”, siger jeg. ”Hun voksede op i ”voldshuset” ved Højbroen – og sådan er det.”
Ingen af fortænderne er mine, de er slået ud. Jeg har brækket næsen og taget et kæbebrud, og min tunge er fuld af ar på begge sider, fordi du bider den sammen, når du får en skalle:
Velkommen deep down south.
Skejten
Jeg har taget Laura med til Falster, og hun synes, at der er hyggeligt i min barndomsby: Nykøbing. Noget andet er dog at spise her, og hvis du tjekker på internettet efter de ti bedste restauranter, er der otte, og en af dem er Burger King.
”Hvis det ikke kommer op igen, har det nok ikke gjort skade”, som det hed sig, og vi ville ellers på Zarens Hus. Det er den ældste restaurant i Danmark, men den er blevet lukket over nat. Vi skynder os ud af byen.
Laura kører til Traktørstedet på Pomle Nakke, hvor jeg har spist et elendigt stjernskud med den dejligste udsigt i 104 år. Hun smiler til mig – hendes lyse hår skinner i solen – og vi får hvide asparges med fjordrejer og hønsesalat på friskbagt brød, som kommer fra bageriet i havnen. Ahva?
Den er god nok, fortæller tjeneren, og Christa dukker op ud af det blå. Hun har taget sig kærligt af det og nyindrettet det sammen med Therese – og Traktørstedet er blevet overtaget af vennerne fra Hesnæs, som lagde verden ned med Sticks’n’Sushi: Kim Rahbek og Thor Andersen. Er du så færdig!
Det er sjældent, at nogen ved, hvad man taler om, og deler ens kærlighed til Falsters lyksaligheder – og gud hjælpe mig om ikke Kim kigger fordi og hilser.
”Vi skal nok finde et hus til dig. De er bare lidt langsomme på Corselitze Gods. De har travlt med at se egetræerne gro.”
Jeg har fået troen tilbage og viser Laura skoven: Halskov Vænge. Der er endda et museum, som er mindre end toiletterne, og de er ikke låst.
Vi skal til stranden og kører mod Marielyst, men drej for guds skyld af i rundkørslen før torvet, der brister af klip-klapper og badedyr i endeløse butikker.
”De har smadret det!” råber jeg og peger på diskoteket Emils Laboratorium. Vi fik lidt vodka hældt i halsen fra en sprøjte og dansede forgæves med vores pubertet uden at score nogen som helst.
”Bare fortsæt, vi skal helt ud.”
Parkeringspladsen ligger ved bommen foran skoven, og Bøtø er den fineste strand, som man næsten kan have for sig selv. Østersøen bryder i vinden, og jeg fortæller om, hvordan vi lå på lur i klitterne og spejdede efter nudister, som smed tøjet på den anden side af skiltet: FKK – ”Freikörperkultur”.
”Det tror jeg på”, griner Laura, og efter at være blevet blæst igennem, kører vi videre over Systofte. Stormfloden oversvømmede Falster, kirken var det højeste punkt, og folk krøb sammen i Noas Ark. Det går til venstre mod Hasselø – Guldborgsund flyder grønt forbi – og vi krydser broen til Lolland.
”Jeg ledte efter stenøkser på pløjemarkerne om efteråret og cyklede til Fuglsang gods for at høre kammerkoncerter”.
Laura drejer ind på alleen, som fører op til hovedbygningen. Der er åkander i voldgraven.
”Bare fortsæt forbi laderne, hunden bider ikke.”
Det er det smukkeste landskab, som breder sig ud ned langs med stengærderne mod sundet: Skejten. Det mest velbevarede stenalderlandskab – krogede egetræer og kampesten fra istiden, køerne græsser – og der ligger det: Skejtehuset.
”De har været her alle sammen, Carl Nielsen, Thorvaldsen. H. C. Andersen var ven af familien og gudfar til Bolette. Klaus Rifbjerg skrev ”Den kroniske uskyld” i huset!”
Jeg gik rundt i min ungdom og følte mig som panerotisk naturmystiker efter at have læst alt for meget tysk romantik. Det eksploderer af myg i brakvandet og kokasserne, og jeg blev stukket og tænkte: ”Nu flyver den væk med mit blod, og alt er ét!”
Jeg fangede min stemme og holdt den i hånden – den summede – og skrev det første digt, der lød som mig selv:
”Du mærker næppe prikket
fra det lette insekt,
der stak dig i hjertet
for at drikke et øjeblik,
men dit blod fik vinger
og forvandles til musik,
som danser væk og synger
om mystikken i myggestik.”
Jeg fortæller Laura om Olaf Rude, som malede billederne af Skejten. De hænger i Folketingssalen – og der var egentlig bare brune køer, men jyderne protesterede, og han måtte tilføje brogede køer. En politisk studehandel og statskunst: løgn. Jeg vil vædde på, at ingen af de kulturpolitiske ordførere har den fjerneste ide om det.
Det var mit højeste ønske at flytte ind i Skejtehuset, men nej. Døren er lukket i Det classenske fideicommis.
Vi skal overnatte i Sakskøbing, og jeg viser hende Oreby Mølle og Oreby slot, der sover sin tornerosesøvn mellem rhododendronbuske bag en rusten kæde: ”Adgang forbudt”.
Byen er fuld af huse med sorte øjne, og ukrudtet skyder op fra kælderen til stuen og første sal. Nede ved havnen står resterne af en mur: ”Kontor.” Der er en tilvokset have med et stort skilt, ”Zimmer frei”. Den største erhvervsvirksomhed, der er tilbage, lader til at være ”International Tarm Import”. Det er så trist, at Roepigen på Torvet græder.
Claus Meyer har brugt millioner af kroner på Hotel Sakskøbing. Vi kender hinanden fra langt tilbage – han voksede op i Sundby – og der er et værelse, som hedder ”Romerriget”. Det var meningen, at jeg skulle dekorere det. Jeg skrev hele min ABC i kulørt maling på væggene. Det er hvidtet over igen.
Efter en middag i restauranten med æbler i alle variationer – han har ikke plantagen på Lilleø for ingenting – går jeg efter Laura op ad trappen til verdens ende. Den vipper lige foran mig.
Madens Folkemøde på Engestofte
Vi mødtes på Madens Folkemøde for to år siden. Om jeg røg? spurgte Laura. Det gjorde jeg, og vi gik udenfor. Nu kan vi holde jubilæum på Engestofte Gods, fordi de har inviteret til en debat om mit speciale: lort – hvad ellers?
Der er bæredygtighed på programmet. ”Bonderøven” Frank fra DR fortæller, at han forretter sin nødtørft i det fri, hvor den gør gavn, mens professor Oluf Pedersen – tarmbakteriernes Britney Spears – giver et fascinerende indblik i deres betydning for alt fra vores humør til immunforsvaret: ”Magtfulde mikrober”, læs bogen!
Bagefter besøger vi boderne i laden med smagsprøver på at redde både kloden og Lolland. Vi sætter os på plænen ned til Maribo sø – og pludselig eksploderer det af fotografer. Man kan da heller ikke være i fred for et øjeblik, tænker jeg, men det er prinsesse Marie, der er kommet på besøg med ugebladene i nakken. Måske skulle vi køre en tur.
Vandtårnet rejser sig over det, der var den sydligste købstad i Danmark: Nysted. De små huse i gult og rødt og hvidt bindingsværk hælder ned ad Adelgade – ”Turisten Pizzeria” på hjørnet – og klokkespillet i Rådhuset ringer os ind.
”Hvor er her fint”, siger Laura og mener det.
Vi følger skiltene med ”Digterruten”, og jeg fortæller om Emil Aarestrup. Hans digtsamling solgte kun i fyrre eksemplarer. Hvad kan man lære af det? Laura ryster på hovedet.
”Bare fordi ingen gider læse det, betyder det altså ikke, at man er et miskendt geni.”
Træerne står hvide og visner i søen.
”Se, der er skarver!” udbryder Laura.
”Det er råger”, svarer jeg.
Forenden af stien viser en stander fuglelivet: Skarver.
Vi plejede at køre til bilmuseet på Ålholm Slot om søndagen – far i blød hat, mor med cerut – og Rolls Royce Silver Ghost stod side om side med Batmobilen og Hannibal 8 fra ”The Great Race” i Stubberupgårdens udlænger. Det er lukket for længst: ”Privat.”
Efter et smut omkring havnen – den trækker i mig – sætter vi os i bilen igen og krydser tværs over det flade landskab og gennem den ene by efter den anden med de samme skilte, der skyder op som ukrudt: ”Til salg”.
Det er 150 kilometer fra Christiansborg, men nærmest umuligt at komme ud på landet med offentlig transport. Man skulle tro, at de vil forhindre en i at slippe væk – eller finde hjem.
Jeg var med til at åbne en udstilling med Dronningen på Nationalmuseet, og bordene bugnede af mad og vin. Så satte jeg mig på toget og ankom fire timer senere til Maribo Domkirke for at holde tale i Kirkens Korshær: hjemløse, alkoholikere, udsatte og soldater med PTSD. Man måtte selv betale for kaffen.
”Hvordan kan der være så store klasseforskelle i et land, som er så lille? Det er for dårligt!” råber jeg.
Laura farer vild af bare opstandelse, og hun er tålmodig, men man skal ikke kommentere hendes kørsel. Vi ender sidste stop før kanten – Langø– og der er campingvogne i haverne, fordi de holder ferie i dem, når der nu alligevel ikke findes noget smukkere sted.
Vi går ud ad hjulsporet til den yderste spids af næsset. ” Eskild og Birthe”, står der på postkassen – og det største, arkitekttegnede hus i italiensk funkis ligger med verandaer og vand på begge sider.
”Hvem i al verden?” spørger jeg inde i byen.
”Det er grisekongens slot”.
Omsider når vi frem til Onseby for at spise på ”Den fuldkomne fisker” ved campingpladsen. Det er her vores bedste, koloristiske billedkunstner kommer fra. Han ville egentlig være snedker, John Kørner.
”Jeg måtte punke ham i to et halv år for at illustrere min ABC og true med at røbe, hvordan han var med til at binde spejderne fra København til træerne i skoven og stikke en gren op i røven på dem!”
”Velbekomme”, siger Laura.
Der er lukket på Madens Folkemøde, da vi kommer tilbage, og kun et enkelt telt lyser i mørket. Det er fiskerne fra Hanstholm, som har en fest. Hvem dukker op i sydvest?
Mai og Emilie! Vi faldt i snak med dem på vores tur nordenfjords i sommer. Den gamle havnegril var blevet til restaurant ”Medvind”. Nu serverer Emilie kulmule med kål fra et lille bål, som smager bedre end samtlige nynordiske bikse tilsammen.
De mødte også hinanden for to år siden hernede, fortæller Mai, og fejrer deres jubilæum. Det er det rene farmerdating. Vi skåler i gin og tonic – og så er det ellers til køjs.
Vi har fået lov til at overnatte på godset og lægger os i en himmelseng omgivet af tapet med fugle og bær: William Morris. Jeg føler mig som Jeppe på Bjerget, fordi det næsten er for godt til at være sandt. Laura snorker.
Næste dag pakker vi sammen, men inden det går tilbage til den hovedstad, der gør vores land til en by, vil jeg vise Laura fremtiden. Den begynder i Rødby og hedder Femernforbindelsen. Hvis København ikke gider os, tager vi til Tyskland!
Der er fuldkommen stille bortset fra bodegaen ”Overfarten”, og metalpersienner er trukket for vinduerne i byen og minder mig om Tosse-Johannes hus i min dybeste barndom.
”Kør!”
Laura trykker speederen i bund og drejer forkert af. Vi ruller ned ad et traktorspor mod skiltet, der buer over os: ”Western Camp”. Det er en kulisseby med salon og sherifkontor som i en film. Man kan høre Ennio Morricones musik og se vindheksene for sig, som blæser gennem det øde sted: vejs ende.
”Ej, der er endda et fængsel”, siger Laura, men næppe har vi for sjov sat os ind bag tremmerne, før jeg kan høre sporerne – ”kling, kling” – slå mod trægulvet udenfor.
”Vi er fucked”, hvisker jeg.
For du slipper aldrig ud af cowboyland.
0 kommentarer