Idiot! Idiot! Idiot!
Dansk Forfatterforening har lavet en rapport om ulønnet arbejde blandt forfattere i samarbejde med konsulentbureauet Kurana – og mon ikke de har taget sig betalt for at underbygge selvindlysende sandheder med talsvag empiri?
Det er et prisværdigt initiativ, som minder om en tiggers fremstrakte hånd og heller ikke kan gøre noget ved det ud over at illustrere magtesløsheden, når det kommer til arbejdsvilkårene i kulturlivet – eller ”indholdsproducenterne”, som det hedder på konsulentdansk.
Det vil sige alle dem, som fylder det ene medie og arrangement og museum efter det andet med deres ydelser og får kunder i butikken, men selv kommer sidst i fødekæden uden at modtage en klink på det frie, uregulerede marked. Alting er gratis lige som frivilligt arbejde i det glade foreningsliv eller det næste download og porno på nettet, og hvis du ikke kan leve af det, så lav noget andet, eller hold din kæft.
For der er ingen, absolut ingen, som interesserer sig for det. Tværtimod er der næppe noget værre end kunstnertyper, som beklager sig over ikke at kunne tjene til dagen og vejen. Det blev skåret ud i pap under Coronaepidemien, hvor nedlukningen tog den sparsomme indtægt fra musikere, skuespillere, foredragsholdere, arrangører og alle andre, der måtte have haft et publikum.
Vi var ”sammen hver for sig”, hvor nationen gik op i huldsalig alsang, mens freelancerne i kulturlivet var hver for sig og gik fra hus og hjem. Det var ”upassende” at tage sig af det i en undtagelsestilstand, mente daværende kulturminister Joy Mogensen – og gudhjælpemig om det ikke kom bag på hende og embedsværket, at en stor del slet ikke opfyldte betingelserne for at modtage en tom hjælpepakke, fordi deres månedlige indtægt var under 15.000 kroner. Velkommen til kultureliten!
Det blev til gengæld tydeligt, hvilken rolle de skabende og udøvende kunstnere spiller i samfundsøkonomien. Forsamlingsforbuddet kostede alene en virksomhed som Nordic Rentals en slat på 60 millioner kroner i tabt omsætning for udlejning af anlæg, lydmænd, kabelslæbere – hvad nu end – og sådan fortsætter det ellers fra den programansvarlige på koncertstedet til garderoben, billetkontrollører og bartendere, der skal sælge så meget fadøl som muligt.
”Vi gør noget ved musikken”, som Tuborg siger og tjener kassen på den danske alkoholkultur, men det er musikerne på scenen, der driver det og spiller for en slik med fri bar.
Det er nemt at isolere pigen med guitaren som en, der ikke kan klare sig på markedsvilkår samtidigt med, at man lytter til hende gratis på YouTube, hvor hun bliver solgt for reklamekroner. Eller fokusere på den enkelte forfatter, som har svært ved at betale huslejen for de 15% i royalties af bogens udsalgspris – og se bort fra fødekæden, der holder en hel industri i gang.
For resten går til redaktørerne på forlaget, grafikere, sælgere, markedsføringsafdelingen og indrykning af annoncer, administration og tryk, distribution, lager og boghandlerne – og ender med at have indbragt staten mere i moms og skat, end du nogensinde kommer til at tjene på dit forfatterskab.
Det burde være løgn, at et ministerium savner indsigt i sit eget resortområde, men ikke desto mindre var det netop erkendelsen efter nedlukningen. Det var også baggrunden for, at en stribe kunstnere og fagforbund for nylig blev inviteret til rundbordsmøde med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen. Dagsordenen var det prekære arbejdsmarked i kulturlivet, eller ”atypisk ansatte”, som det hedder i en pæn omskrivning for junglekapitalismen og ansættelsesvilkårene for et Woltbud.
Det havde nærmest karakter af et voldsoffer, der omsider kunne blive af med sine oplevelser til myndighederne, når repræsentanter for den ene branche efter den anden fortalte om systematisk udnyttelse og arbejdsmiljøer fra helvedet og tilværelsen som projektansat uden rettigheder og sikkerhed med en ”patchwork økonomi”, der falder uden for alle rammer i lovgivningen og dagpengesystemet: ”You’re dead meat”.
For mit eget vedkommende var det besværet værd at kunne overrække kulturministeren en kuvert og bede hende om at åbne den. Hun modtog fire fribilletter til Nordisk Filmbiografer og fire fribilletter til sodavand og popkorn. Det var, hvad jeg fik for at troppe op til Folkemødet på Bornholm og fylde et telt med publikum, der lod sig underholde af vores udveksling om kulturpolitikken i Danmark eller manglen på samme – og et eksempel på det.
Arrangøren var en af Nordens største mediekoncerner. Og samtlige aktører i cirkusset fra teltudlejningen til kulturministeren selv trak en løn med undtagelse af freelanceren på scenen. Står der ”idiot” i panden på mig?
Komikken er, at det sådan set gentog sig til mødet, der skulle gøre noget ved det, og jeg var omgivet af ministre og organisationernes forpersoner og receptionister med fast løn, men deltog på egen regning. Hvis det giver anledning til endnu en frugtesløs paneldebat, vil det være det samme om igen, og du brødføder møllen med beklagelsen over, at du intet får ud af det.
Kulturministeriet er endda med til at opretholde vanviddet, når museer og kunsthaller får skåret deres økonomi ind til benet samtidigt med, at de skal sørge for billetindtægter og opfylde succeskriterierne og måltallene i deres årsaftaler: besøgstal, antal omtaler i pressen, antal udstillinger og events – og hvad der ellers kan sættes tal på i statistikken.
Det betyder i praksis, at de slet ikke har råd til alle de arrangementer, som de må afholde for at komme i mål – og gæt hvem der ender med lorten? Billedkunstnernes fagforeninger og danske museer har langt om længe indgået en aftale med danske museer om minimumsløn – men det er stadig kun en henstilling, hvor det er nødvendigt at slå fast, at man skal skrive … kontrakt.
Når måltallet skal opfyldes med endnu en udstilling til glæde og gavn for alle, får kunstnerne det samme at vide gang på gang: Beklager, vores budget er presset, men du kan vælge en lysestage i museumsbutikken. Tror fanden, at Jens Haaning skider højt på det og render med pengene fra Kunsten i Aalborg.
Vi hører kun om det, når skandalen rammer medierne som underholdning, men den egentlige skandale er ikke værd at beskæftige sig med. Nemlig den kedelige kendsgerning, at kunstnerne i det store hele arbejder som slaver uden så meget som en kontrakt i modsætning til administratorerne og kuratorerne og ned til det tekniske personale, der kan sove roligt med månedsløn og feriepenge, barsel, pension og sundhedsforsikring. Var der nogen, som sagde idiot?
Kulturministeren ligger selv inde med løsningen på problemet: måltallene – og konklusionen, at museerne slet ikke har råd til så mange udstillinger om året, hvis hun faktisk ønsker, at der afsættes midler til kunstnerne i budgettet. Altså dem, som sørger for, at der overhovedet er noget at komme efter og skaber den værdi – det ”indhold” – som hele administrationen lever af inklusive embedsmanden, der tjekker statistikken på sit kontor.
Det samme kunne gælde for kulturlivet som sådan. Hvis der ikke er råd til at betale for det, så drop det – og bliv hjemme og læs i din hånd. Det stopper her, og lydhørheden hos beskæftigelsesministeren og kulturministeren skal måles på deres politiske vilje til omsider at gøre noget ved det arbejdsmarked, der spiser sine børn.
Det skal reguleres med lovgivning og rettigheder lige fra kædeansvar for arbejdsmiljøet på filmset til minimumsløn for udstillende kunstnere og dansebands og forfattere i et telt på Folkemødet – og skat og dagpengesystemet må tage højde for den sammensatte økonomi hos projektansatte og freelancere, der hopper fra isflage til isflage uden at kende dagen i morgen.
Man skal aldrig gå til et møde uden at ville have noget med hjem, og jeg havde tre konkrete forslag, som kunne lette forfatternes liv. Det ene var umuligt, det andet var muligt – og derfor kunne det tredje måske virke fornuftigt og vinde gehør.
Hvis kulturministeren virkelig vil sætte ild til den samlede bogbranche, skal hun bare gøre som i Tyskland – og sænke momsen på bøger til 7%. Men ikke i den digitale handel og kun for de fysiske bøger: bingo, så skal du se løjer. Det kommer aldrig til at ske på trods af, at modellen findes, og billedkunstnerne betaler kun 5% i moms. Sådan kan der være forskel på folk.
En anden ting er måske en anelse specifik, men forfattere lever af royalties for deres bøger – og du opdager for sent, at det er ”immaterielle værdier” lige som en formue og aktier. Med andre ord kan ægtefællen gøre krav på halvdelen, når du bliver skilt, selv om det sådan set er din løn og pension. Nej, vel?
Den nemmeste og fuldkommen omkostningsfrie hjælp til forfattere og andre i kulturlivet med svingende indtægter lader sig gennemføre med et snuptag – og fungerer allerede for virksomheder. Man kan være heldig det ene skatteår og producere en bog (eller hvad det nu måtte være), som sælger så godt, at topskatten napper en god del af det. De næste mange år arbejder du videre uden noget på lommen. Hvis man havde mulighed for at betale skat af indtægterne fra jubelåret over længere tid, og når man gjorde brug af dem, ville det udjævne en maniodepressiv økonomi og bringe lidt stabilitet ind i en tilværelse, der ellers ikke byder på meget af den.
Det var så det, og jeg er udmærket klar over, at andres økonomi er lige så interessant som en sygdom, man ikke selv lider af. Tre ting er sikkert og ens for alle i Danmark: Du skal betale skat og dø – og din mor bor her ikke. Hvis kunstnertyperne er ude af stand til at tjene penge på at sørge for spas i gaden, gør de det nok alligevel. For den sidste idiot er ikke født endnu.
0 kommentarer